Lejlighederne varierer i karakter og størrelse fra 2-værelses lejligheder på 66 m2 til 4-værelses lejligheder på 100 til 120 m2. De 93 lejelejligheder er fordelt på tre karakteristiske bygninger i gule sten fra Egernsund. Arkitekturen er med faste facaderytmer, tegldetaljer og genkendelige industrielle facadegrid, der fortæller områdets historie. Lejlighederne er lyse og imødekommende i gedigne materialer og alle med sydvendt altan eller for så vidt angår stueetagen terrasseareal. Bygningerne er placeret med retning mod åen og lige ud til sydvendte, grønne arealer, der fletter boliger og natur sammen på fineste vis. Alle lejeboligerne opføres for Niam med henblik på bæredygtighedscertificering til DGNB Guld fra Green Building Council Denmark.