Her er mulighed for at leje en super dejlig fireværelseslejlighed i Aarhus Ø's mest roste lejlighedskompleks: AARhus. Byggeriet stod færdigt i 2019. Som en ny lejlighed er der derfor alt, hvad man kan forvente af faciliteter: opvaskemaskine, vaskemaskine, tørretumbler, elevator, mulighed for p-plads osv. Et kæmpe plus ved lejligheden er dens udearealer: Ind mod den lukkede og lækre gårdhave er der en stor, privat terrasse med plads til sofagruppe og havebord. Her når solens stråler ned det meste om dagen. Når det så bliver sidst på eftermiddagen, kan man skifte til lejlighedens private altan på den anden side med havneudsigt, hvor der er fin plads til flere liggestole. Indenfor består lejligheden af en stor opholdsstue med plads til spisebord og sofaarrangement, tre regulære værelser med god skabsplads, en super brugbar entre med plads til sko og jakker samt endelig et stort badeværelse. Dertil kommer et aflåst depotrum i kælderen. Placeringen på Aarhus Ø kan ikke blive bedre. Nyd de fredelige sommeraftner med en tur rundt på molen eller forbi de hyggelige boder ved bassin 7. Eller tag om vinteren en kold dukkert med efterfølgende sauna i havnebassinet lige om hjørnet. Lejligheden er yderst delevenlig til tre studerende eller til den lille familie, der uden at skulle bekymre sig kan sende børnene ud og spille bold i den indre, lukkede gårdhave.