Velkommen til Mokkavej, hvor vi nu kan præsentere jer for dette kvalitetssikre og fuldstændig indflytningsklare rækkehus. Med denne adresse får I et hjem i den nye og velrenommerede IrmaByen, og selve boligen spiller på sine finesser i en grad, der tager pusten fra jer.
Ejendommen er opført i 2017, og den præsenterer sig selv smukt med en lys murstensfacade prydet af gulv-til-loft-vinduer og med et flot tegltag på toppen. Der er gode parkeringsmuligheder foran, og samtidig får I et fantastisk udemiljø. En hyggelig have breder sig nemlig ud omkring hjemmet - bedst af alt er det store terrasseområde, som vender perfekt mod syd, så man har glæde af solen fra morgen til aften.
Boligen råder over 100 veldisponerede kvadratmeter, og planløsningen er perfekt for den kvalitetsbevidste lejer - parret såvel som børnefamilien og seniorerne. Huset prydes af smukke træ- og klinkegulve, og der er selvfølgelig gulvvarme overalt. Kort sagt har hjemmet alt, hvad man kan forvente sig af et nyopført hjem.
Hoveddøren åbner op til den rummelige entré, og den er udnyttet til perfektion med indbygget skabsplads. I føres videre ind i det voluminøse alrum, som udgør boligens samlingspunkt. I den ene ende står det elegante, hvide køkken opført i grebsløse elementer, og herfra er der frit vue gennem rummet med plads til både spiseafdeling og sofasektion. De to glasdøre forener alrummet med det solrige udemiljø, som er guld værd i varme måneder. Boligens tre værelser lægger sig på stribe, og de kan indrettes lige efter jeres behov. Endeligt står badeværelset med store klinker i varme jordfarver, og her er der væghængt toilet, god opbevaringsplads samt separat bruseniche.
Med denne adresse venter en hverdag i hyggelige og trygge rammer, og samtidig kommer I til at bo i et område, der er i rivende udvikling. Spændende arkitektur skyder op, og det fredede og ikoniske Kaffetårn står som områdets hjerte. I nærområdet har I både skole, daginstitutioner og indkøbsmuligheder, og bedst af alt er den korte afstand på kun 9 kilometer ind til Rådhuspladsen. Rødovre Centrum ligger bare 1,5 kilometer fra hoveddøren, og bagved ligger de naturskønne områder omkring Damhussøen. Der er gode muligheder for offentlig transport, og der er tillige nem og hurtig adgang til motorvejsnettet.
Dette er den perfekte lejebolig for jer, der drømmer om det hele. Skynd jer at slå til - det er nemlig ikke hver dag, at sådan en unik bolig udbydes!