Meget velegnet til både ældre og unge beboere beliggende i et populært område med grønne områder og meget tæt på motorvejen.
I et roligt boligkvarter med et mix af moderne villaer og række-/klyngehuse, ligger dette godt indrettede klyngehus.
Huset er arkitekttegnet, vender med haven stik syd og skel ud til åbent grønt fællesareal. Grønne fællesarealer og pænt anlagte stisystemer kendetegner området, hvilket skaber luft imellem husene og gør det bl.a. børnevenligt.
Huset er opført i 2006 i rødgule mursten, sort betontag og antracitgrå træ-/aluvinduer. Minimal vedligehold og funktionel indretning på sine 114 m2, med bl.a. åbne fællesrum og regulære værelser.
Indrettet med entre, hvor der er adgang til bryggersafsnit med vaskefaciliteter, bord med vask og god skabsplads. 3 gode værelser – heraf to med faste skabe. Badeværelse med hvidt inventar, bruseniche og gulvvarme. Gangareal med højskabe i åben forbindelse køkken/alrum og stue. Hvidt køkkeninventar og fra opholdsstuen er der udgang til delvis overdækket terrasse.
Der er vaskemaskine og tørretumbler, som lejer selv vedligeholder i tilfælde af de bliver defekte.
Grunden er på 384 m2 og med generelt nem have. Den lukkede baghave er anlagt i græs og små højbede ved terrassen. Foran huset er der lagt granitskærver i et stort bed og indrettet en lille hyggelig siddeplads i forbindelse med en 20 m2 carport med redskabsrum.
Haven, og de øvrige udenomsarealer skal holdes, hvilket man må forvente at bruge tid på - årstiden taget i betragtning.
På vejen, som i øvrigt er lukket, er der fine fælles parkeringsforhold og en legeplads. Bydelen har nem adgang til motorvejen og byder på bl.a. den meget velfungerende Vestbyens Friskole samt kommunens største idrætsanlæg - Idrætscenter Vest. Der er ikke langt til Meny, Rema 1000, Coop 365 og Bilka for indkøb.
Lejer registreres som selvstændig bruger hos forsyningsvirksomhederne.
Forventer at overtagelse er mulig fra 1. Oktober skal dog aftales nærmere ift. nuværende lejer.
Alle er velkomne til at tage kontakt hvis der er spørgsmål, eller hvis lejemålet ønskes besigtiget.