Summende Vesterbrogade løber i én retning, men brede fortove og smukke træer indrammer Frederiksberg Allé til en anden side. Det er lige præcis i det smørhul denne treværelses lejlighed ligger. Ent skønt københavnerhjem perfekt til parret, den lille børnefamilie eller singlen.
Det er på 4. sal, hvor lysindfaldet er skønt, og hvor man kan kigge over byens charmerende tagrygge, at lejligheden står klar til indflytning. 71 m2 fordeles på en rigtig god planløsning med to stuer, et værelse, et køkken, og et fint badeværelse med separat brus og udluftningsvindue. Og hvis man har behov for det, kan man også indrette to værelser og én stue. Køkkenet er nydeligt og moderne og kommer med opvaskemaskine, og så er der på smart vis gemt vaskemaskine og tørretumbler væk i entréen. Det er i det hele taget en flot og velholdt hjem, man kan flytte ind i, og charmen og den klassiske stil er ligeledes at mærke i stukkaturen, der løber mellem væg og loft, de hyggelige kroge og dannebrogsvinduerne, der forsyner lejligheden med lys.
Der kører et altanprojekt i ejerforeningen, hvorfor det forventes, at der sættes altan op inden for den nærmeste fremtid.