Drømmer du om at bo i en af byens smukkeste og mest velholdte ejendomme, hvor historisk charme møder moderne komfort? Nu udlejes denne sjældne perle, der forener ægte herskabsstemning med en fantastisk beliggenhed tæt på både Horsens midtby og vandet.
Lejligheden er i en klasse for sig med imponerende loftshøjde, smuk original stuk og en udsigt, der skal opleves. Fra de to stuer en suite kan du nyde det åbne kig over Østre Kirkegårds grønne arealer og helt ud over Horsens Fjord. Den ene stue giver adgang til en skøn lukket altan, hvor et enormt vinduesparti kan åbnes op på vid gab, så du kan invitere lyset, luften og solen helt indenfor.
Lejlighedens køkken er en sjældent set velholdt originalitet; vi gætter på, at det er +70 år gammelt - men det er passet ualmindelig godt på! Vi er helt med på, at det ikke har køkkenskuffer, varmeresistent bordplade eller integrerede hvidevarer, som nutidens moderne køkkener har. Men det har sjæl, charme og historie. Normalt havde vi valgt at udskifte køkkenet til noget nyt og moderne; men vi kan simpelthen ikke nænne det i dette tilfælde. DOG er vi åbne for en dialog om udskiftning, såfremt den rette lejer viser sig. (Der bliver installeret opvaskemaskine og kombineret vaske-/tørremaskine i højskabene bag døren, så der kommer ikke til at mangle funktionalitet)
Badeværelset bliver renovere med nye klinker, og fyrtræsgulvene bliver nyslebet, så også de kommer til at stå snorlige.
Planløsningen er rummelig og gennemtænkt med en indbydende entré/fordelingsgang og store, lyse rum. For dem, der har brug for to separate værelser frem for stuer en suite, er det muligt at lukke af mellem stuerne, hvilket gør boligen fleksibel for både parret, den lille familie eller de "voksne" unge. Ejendommen er kendetegnet ved et roligt og stabilt miljø med gode naboer, og vi søger derfor ansvarsbevidste lejer(e), der værdsætter kvalitet og forstår at passe på de unikke rammer.
Her får du muligheden for at skabe et hjem i eksklusive omgivelser, hvor der er kræset for detaljen. Der er desuden mulighed for at leje parkeringsplads ved ejendommen, og husdyr kan tillades efter nærmere aftale og individuel vurdering. Velkommen til en bolig, der kombinerer det bedste fra fortiden med alt det nye.