På Strandboulevarden 117, København Ø, udlejes denne gennemrenoverede lejlighed med et dejligt lysindfald og udsigt til Svanemølleværket. Her bor du centralt på Østerbro med adgang til en stor, velholdt fælles gård.
Lejlighedens stueplan ligger hævet over gadeniveau og rummer to soveværelser, et helt nyt, stort køkken-alrum samt entré og gang med adgang til det ene af boligens to badeværelser. Køkken-alrummet er boligens naturlige samlingspunkt med god plads til både madlavning, spisebord og samvær.
Fra køkkenet fører en intern trappe ned til kælderen. Her finder du tre gode disponible rum samt endnu et stort badeværelse med vaskemaskine og tørretumbler. De disponible rum giver mange anvendelsesmuligheder, eksempelvis hobbyrum, hjemmebiograf og opbevaring.
Hele lejligheden er totalrenoveret fra ende til anden. Alt er nyt – fra el- og VVS-installationer til vinduer, døre, køkken og badeværelser.
En bolig med god plads, en central beliggenhed og en fleksibel underetage.