Kun til internationale lejere.
I Indre Bys mest storslåede kvarter, hvor gaderne er bredere end i resten af byen og stilheden mere majestætisk, ligger et lille baghus og putter sig bag ved Store Kongensgade, som havde det gemt sig for byplanlæggerne i 150 år. Det har alt, hvad Frederiksstaden ellers ikke har: forhave, bindingsværk, altaner med blomsterkasser og en fuldstændig uventet intimitet midt i den monumentale arkitektur.
Huset er opført i år 1875 – dengang man stadig var i gang med at færdiggøre den kirke, det ligger direkte overfor. Fordelt på tre atmosfærefyldte etager finder man synligt bindingsværk, lyse plankegulve og bjælker med historie. Her er to altaner, hvor man kan sidde med kaffekop og følge livet på pladsen, og et køkken, hvor lyset falder ind fra de charmerende omgivelser. Her er plads til at indrette sig præcis, som man vil – for huset er indflytningsklart. På trods af sin beliggenhed lige mellem Store Kongensgade og Frederiksgade, føles huset tilbagetrukket. Her er ro, selvom storbyen flimrer udenfor. Sådan et hus er der ikke mange af i København – hvis overhovedet andre end dette.
Huset er velegnet til enlige beboere eller par. En absolut særlig mulighed på lejemarkedet til den rette lejer.