I det attraktive Mølholm i Vejle udlejes denne klassiske og velholdte villa med 176 m² bolig, 90 m² kælder og en dejlig stor, lukket have. Huset er nymalet, og de gennemgående trægulve fremstår nyslebne og behandlede, så boligen er lys, pæn og indbydende, samtidig med at den har bevaret den charme og atmosfære, der hører til et hus fra denne periode.
Man træder ind i entréen, hvorfra boligen åbner sig mod stueetagens opholdsrum. Her finder man to gode, sammenhængende stuer med store vinduespartier og et dejligt lysindfald. Mellem stuerne er der indbygget pejs, og rummenes størrelse og indretning giver gode muligheder for at indrette forskellige opholdszoner.
Det lyse køkken er rummeligt med god skabs- og bordplads og samtidig god plads til en spiseafdeling, så køkkenet naturligt kan fungere som et af husets daglige samlingspunkter.
I forlængelse af mellemgangen i stueetagen, ved siden af gæstetoilettet, findes et mindre og hyggeligt indhak. Det er et fint ekstra areal, som kan udnyttes på mange måder – eksempelvis som hjemmekontor, legerum, en lille TV-stue til de mindste eller et hyggeligt læse- og opholdshjørne.
Fra huset er der udgang til en stor terrasse, og her begynder man for alvor at opleve en af ejendommens særlige kvaliteter. Bag huset ligger en stor, grøn og hyggeligt afskærmet have med veletableret beplantning og store træer. Haven føles privat og ugeneret og giver masser af plads til både udeliv, leg og afslapning.
På førstesalen fortsætter husets lyse udtryk med de fine trægulve og et godt lysindfald. Her findes tre gode værelser samt badeværelse. Det ene værelse har direkte udgang til den store altan med udsigt over haven, mens der fra flere af husets vinduer er fine kig over Vejle og området omkring fjorden.
Ud over boligens 176 m² råder huset over en stor kælder på ca. 90 m². Kælderen er ikke godkendt til beboelse, men fremstår tør, regulær og særdeles anvendelig og giver huset nogle rigtig gode ekstra muligheder. Her findes flere disponible rum, som kan bruges til eksempelvis opbevaring, hobby og andre praktiske formål, ligesom der er badeværelse, vaskefaciliteter og et mindre thekøkken.
På grunden ligger desuden et stort skur på 34 m², opdelt i to afdelinger, som giver rigtig gode muligheder for opbevaring. I den ene afdeling er der installeret vaskemaskine og tørretumbler, så der er vaskefaciliteter både her og i kælderen.
Huset ligger godt placeret i Vejle med nem adgang til centrum, indkøb, station og byens øvrige tilbud. Samtidig kommer man hurtigt ud af byen og videre til motorvejsnettet, hvilket gør beliggenheden praktisk, også hvis man pendler mod eksempelvis Horsens, Aarhus, Kolding eller andre dele af Trekantområdet. Jernbanen passerer tæt ved ejendommen, men togene høres kun kortvarigt og opleves i dagligdagen som meget lidt generende.
Boligen er ledig snarest efter aftale og udlejes for en nærmere aftalt tidsbegrænset periode, dog minimum 1 år.
Depositum: 3 måneder (første måneds leje betales samtidig)
Forbrug betales direkte til forsyningsselskaberne.
Huslejen reguleres 1 gang årligt på baggrund af nettoprisindeks.
Boligen udlejes ikke som delebolig eller erhverv!