Bemærk det ikke er muligt at registrere adresse i denne lejlighed / Ingen bopælspligt
Absolut særegen pakhus-lejlighed midt i et idyllisk gårdsmiljø i Frederiksstaden. Lejligheden er beliggende på 1. salen i et gennemgribende renoveret pakhus, der kun består af tre lejligheder. Der er igennem et brostensbelagt gårdmiljø direkte adgang til opgangen fra gården - og en god mulighed for at udnytte det attraktive gårdmiljø, der er indrettet med flere opholdsområder, en stor græsplæne med frugttræer og rosenbuske. En helt særlig perle midt i Frederiksstaden.
Man ankommer i lejlighedens entre der er i åben forbindelse med det imponerende åbne stuerum. Stuerummet er karakteriseret ved fritstående bjælker, blottet træ- og bindingsværk og brede plankegulve. Køkkenet er i åben forbindelse med stuerummet og der er fra flere vinduespartier et hyggeligt kig til gårdmiljøet. Stuerummet er stort og er naturlig inddelt i flere afdelinger. Her kan nemt inderettes både spise- og opholdsstue i forlængelse af det åbne køkken. Køkkenet er indrettet med siddepladser rundt om køkkenøen og er i en god og rummelig størrelse. Alle hårde hvidevarer er fra Gaggenau, inklusive et vinkøleskab og en integreret kaffemaskine fra Scanomat, 'Topbrewer'. Køkkenet er af højeste kvalitet og har god plads til flere kokke i køkkenet.
Lejlighedens soveværelse er i en god størrelse og er indrettet med en skabsvæg og vinduer mod gårdmiljøet. Der forefindes yderligere et værelse i delvist åben forbindelse med stuerummet - adskilt med en åben væg med flot originalt bindingsværk. Her kan indrettes et ekstra soveværelse, kontor eller lignende.
Badeværelset består af to rum i forlængelse af hinanden. Her er god plads og badeværelset er indrettet både med fritstående badekar og bruseniche. Her er dobbelt håndvask, rigeligt med opbevaringsplads samt indbyggede skabe med vaskefaciliteter.