På en af Danmarks mest eftertragtede adresser, Amaliegade i det historiske Frederiksstaden, finder du denne smukke og stemningsfulde herskabslejlighed. Her bor du midt i Københavns mest elegante kvarter – omgivet af klassisk arkitektur, brede gader og ikoniske seværdigheder – og alligevel i rolige og fredelige omgivelser.
Ejendommen, opført i 1888, fremstår imponerende og velholdt med en klassisk københavnerkarakter. Lejligheden har adgang via en rolig gård, hvilket understreger den sjældne kombination af central beliggenhed og privat atmosfære.
Fra adressen har du kun få minutters gang til havnen, hvor morgendukkerten kan blive en del af hverdagen, ligesom Sankt Annæ Plads, Amalienborg og Kastellet ligger lige i nærheden. Området byder på et væld af caféer, restauranter og specialbutikker – alt sammen inden for kort gåafstand.
Lejligheden
Lejligheden på 110 m² emmer af klassisk herskabelig charme med smukke fyldningsdøre, elegante stuklofter, højt til loftet og flotte sildebensparketgulve. Samtidig er boligen velindrettet med en funktionel planløsning, der passer til moderne behov.
Du bydes velkommen i en rummelig og møblerbar entré, som leder videre til lejlighedens opholdsrum. Den store stue imponerer med sin loftshøjde og fine detaljer og giver gode muligheder for indretning.
Derudover rummer boligen et lyst og rummeligt værelse, der egner sig perfekt som kontor eller ekstra værelse, med kig til den rolige gård.
Køkkenet er stort og funktionelt med god plads til spiseafdeling – her er der mulighed for at samle både familie og gæster omkring et spisebord til 8–10 personer.
Soveværelset er dejligt rummeligt og har en praktisk skabsvæg med skydelåger.
Fra fordelingsgangen, som er udstyret med indbyggede spots, er der adgang til et praktisk vaskerum/depotrum med vaskesøjle.
Badeværelset er stort og velindrettet med både bruseniche, jacuzzi og gulvvarme – en luksuriøs detalje, der fuldender boligens komfort.
En smuk herskabslejlighed med klassiske detaljer, god planløsning og en helt enestående beliggenhed i hjertet af København.
Bemærk: Lejligheden udlejes ikke som delebolig.