Hvad koster det at flytte hjemmefra?

Skal du flytte hjemmefra? Så er du nok spændt på, hvad det kommer til at koste dig. I denne artikel vil vi derfor gøre dig klogere på, hvilke udgifter du vil få, når du flytter hjemmefra.

Hvad koster det at flytte i en lejlighed?

Først og fremmest skal du selvfølgelig have tag over hovedet og det bliver formentlig din største udgift i forbindelse med at flytte hjemmefra. Måske kan du nøjes med et kollegieværelse, et bofællesskab eller også vil du have din helt egen lejlighed. Hvis du ikke har fundet den rette lejebolig endnu, så kan du nemt og hurtigt finde en på BoligPortal, hvor du både kan vælge lejlighed og værelse.

Alt efter hvilken bolig du vælger, så skal du betale et større eller mindre beløb i husleje hver måned. Derudover skal du sikre dig, at du har råd til at betale depositum for lejeboligen. Udgifterne ved at flytte i en lejebolig er nemlig ikke kun husleje. Indflytningsprisen for en lejebolig er typisk summen af første måneds husleje, depositum og eventuelt forudbetalt leje.

Så selvom du synes, at den månedlige husleje er til at betale, så er det vigtigt at overveje, om du også har råd til de øvrige udgifter, der er forbundet med boligen. Men inden vi går videre, skal vi lige have slået fast, hvad depositum og forudbetalt husleje helt præcis dækker over. Læs også mere om husleje her.

Depositum og forudbetalt leje

Du kommer sikkert ikke uden om at skulle betale depositum – og jo højere huslejen er, jo højere er depositum også. Depositum er udlejers garanti for, at udgifter til istandsættelse ved fraflytning kan betales. Overskydende beløb tilbagebetales til dig efter istandsættelserne har fundet sted. Det depositum, som udlejer kræver, må højest udgøre et beløb svarende til tre måneders husleje eksklusive forbrug. Husk at læse din kontrakt ordentligt igennem, så du ved, hvad der forventes af dig og du får maksimum depositum tilbage.

Derudover kan udlejer kræve op til tre måneders forudbetalt husleje. Det er udlejers sikring for, at der bliver betalt husleje, selvom lejer har opsagt lejemålet. Beløbet tilbagebetales ikke, men betyder, at du i slutningen af lejeperioden ikke skal betale husleje i det antal måneder, udlejer har opkrævet forudbetalt.

Indflytningssyn

Hvis du vælger at leje en bolig, så skal du være klar over, at du fra indflytningsdagen har 14 dage til at dokumentere fejl og mangler ved boligen. Det er meget vigtigt at være opmærksom på dette, så du ikke kommer til at hæfte for skader, som tidligere lejere kan have forårsaget. Så kan det blive en dyrere affære at flytte hjemmefra.

Aconto

Det lyder næsten som latin, men det er egentlig ganske enkelt. Aconto er det, din udlejer forventer, at du skal betale til forbrug af eksempelvis vand og varme pr. måned. De fleste betaler aconto sammen med huslejen. Ofte bliver forbruget opgjort hvert kvartal eller en gang om året, og så vil du få en opgørelse. Her kan du være heldig at have betalt for meget i aconto, så du skal have penge tilbage – eller du kan risikere at skulle betale et ekstrabeløb, hvis du har brugt mere end acontobeløbet.

Men i nogle lejeboliger er aconto udgifter ikke inkluderet i huslejen og så skal disse udgifter regnes med i dit flyt-hjemme-fra-budget. Alt efter hvilken udbyder, kan der opkræves betaling for op mod et kvartal forud. Det vil sige at, der ved indflytning skal være budget til at betale de første regninger med det samme. Elforbrug et ofte ikke inkluderet i det acontobeløb, som betales sammen med huslejen. Så tjek med din udlejer, om der allerede er tilknyttet et elselskab, eller om du selv skal tilmelde dig et forsyningsselskab, det kunne for eksempel være Ørsted eller NRGI. Når du flytter ind i din nye bolig, kan det også være en god idé at aflæse boligens elmåler og gerne så hurtigt som muligt efter indflytning. På den måde kan du forhindre, at du kommer til at betale for den tidligere beboers elforbrug. Skriv tallet på elmåleren ned og gem det. Det kan for eksempel være som en note på din telefon, hvis dét at passe på papirlapper ikke er din stærke side.

Gennemsnitspriser for udgifter for en enkelt person

El: 240 kroner om måneden.

Vand: 180 kroner om måneden.

Varme: 150-450 kroner om måneden. (Bolig på ca 55 kvadratmeter).

Internetforbindelse: Afhængig af selskab og hastighed – 200 kr.

Medielicens: 2.527 kr. årligt i 2018. (1.263,50 kr., hvis du betaler halvårligt eller 210,58 kr., hvis du betaler månedligt)

Flytteudgifter

Når du har fundet en bolig og har styr på husleje og depositum, så kommer der formentlig også nogle udgifter i forbindelse med at du flytter hjemmefra – medmindre du kan hente hjælp hos familie og venner, og der er plads nok i en almindelig bil. Men hvis ikke, så skal du have fat i et flyttefirma eller leje en flyttebil eller trailer. Dette kan være en større omkostning, hvis du vælger et flyttefirma og en noget billigere fornøjelse, hvis du blot lejer en trailer et sted. Få nogle tips til hvordan du pakker en flyttevogn eller trailer her.

Forsikring

Når du flytter hjemmefra, er du ofte dækket af dine forældres forsikring, indtil du fylder 21 år – men husk lige at undersøge det. Hvis du flytter sammen med en roomie, så tjek også om han eller hun allerede har sin egen indboforsikring, for den dækker som regel hele husstanden. Er du ikke dækket af andres forsikringer, så er det en god idé som minimum at tegne en forsikring, der dækker brand og tyveri. Gå selv på jagt i udbuddet af forsikringsselskaber og se, hvad der passer bedst til dig og dit budget.

Møbler

Har du ikke så meget med dig er det jo dejligt billigt i forhold til flytteudgifter, men ankommer du til et umøbleret værelse eller lejlighed skal der købes møbler. Der skal her budgetteres med alt fra sengeramme og madras til bord, stole, skabe osv. Alt efter hvor meget du kan arve fra gemmerne på din mors loft, og hvor meget du går op i, hvilket mærke dine ting er fra, så skal du påregne mellem et par tusinde og ja, lad os sige 10.000 – det burde kunne få dig et godt stykke af vejen til at indrette et fint første hjem. Men du kan jo også køb.

Andre udgifter ved at flytte hjemmefra

Og så er der alle de ting man har taget for givet hjemme hos mor og far: støvsuger, toiletbørste, køkkenudstyr, tallerkener og meget mere. Medmindre du har været så fornuftig at ønske dig håndklæder, tallerkener og minihakkere (dem kan man jo aldrig få for mange af) i fødselsdagsgave de sidste 10 år, så skal du også fikse bestik, tallerkener, glas, viskestykker, støvsuger og så videre – foruden møbler, selvfølgelig. Og de her ting er altså ikke gratis.

Alt efter hvor meget du kan arve fra gemmerne på din mors loft, og hvor meget du går op i, hvilket mærke dine ting er, så skal du påregne mellem et par tusinde og ja, lad os sige 10.000 – det burde kunne få dig et godt stykke af vejen til at indrette et fint første hjem. Det kan også være en god idé, at ønske dig nogle af de ting, du får brug for, når du flytter hjemme fra. Her kan du få nogle tips til, hvad du skal ønske dig når du skal flytte hjemmefra.

Lav et budget når du flytter hjemmefra

At lave et budget er ikke (nødvendigvis) nogen fest – men det kan til gengæld give plads til fest. Ved at lave et overblik over dine indtægter og udgifter bliver det nemmere at bruge pengene fornuftigt og se hvor mange cifre, der er tilbage til fornøjelse. Fornøjelsesbeløbet hedder også et rådighedsbeløb og kan være udgifter til for eksempel møbler, rejser, caféture eller måske øl i byen med dine nye studiekammerater. Du kan samtidig se, om der er penge tilovers til at lave en opsparing – hvilket kan være en rigtig fin og fornuftig ide.