Udsigten over Kogsbølles naturfredede område og åløbet er ikke til at stå for, og dette bliver kun endnu bedre, når hus og have følger trop med charmerende bindingsværk, masser af frugttræer, frugtbuske og sydlandsk inspirerede stengærder. Foruden de ydre kvaliteter kan I glæde jer til at overtage et rummeligt hjem på 220 kvadratmeter, der nemt rummer store og små og endda kan huse to familier, hvis I drømmer om det. Velkommen.
Adressen Kogsbøllevej er meget sigende for placeringen, da I bosætter jer i byen af samme navn. Det er et hyggeligt sted, som i 2018 blev kåret som årets landsby. Her venter jer et aktivt foreningsliv, fællesspisninger og fester. Mange af områdets husstande består af børnefamilier, der mødes og laver aktiviteter sammen. Derudover er naturen ganske nær med gåafstand til skoven. Nyborg nås på cirka ti minutter i bil, og I kan også cykle til IC Lyntog, hvis I vil pendle til København.