Nørgaardsvej, 2800 Kongens Lyngby - 2. sal
Ejendommen på Nørgaardsvej er en del af første etape af Lyngby-Taarbæk Kommunes plan for nyt byområde. Nørgaardsvej ligger i centrum af Lyngby tæt ved Lyngby Hovedgade, Lyngby Storcenter og Lyngby Station.
Bebyggelsen er placeret tilbagetrukket fra Nørgaardsvej. Adgang sker via en fællesvej med beplantning og parkeringspladser.
Ejendommen er opført i fire etager med rødgule stenfacader og rødt tegltag med stort udhæng. Ejendommen har store, lyse trappetårne, som alle er udstyret med elevator, porttelefonanlæg, postkasser og affaldsskakte. Hvert andet trappetårn har endvidere gennemgang til bebyggelsens sydvendte græsplæne, der er indrettet med to legepladser til mindre børn.
Til hver lejlighed hører en sydvendt altan.
I kælderen er der indrettet beboerlokale, opvarmede rum til cykler og barnevogne, ventileret tørrerum og ejendomsfunktionærfaciliteter.