Duften af hav og Amager Strands smukke natur, er rammen for det innovative, svanemærkede byggeri Havglimt som er bygget i 2019. Ejendommen er opført med miljørigtige materialer med fokus på indeklima, kvalitet og holdbarhed. Bo i pagt med naturen lige ved vandet og samtidig kun 10 minutter fra Kongens Nytorvs og Københavns pulserende byliv.
Boligen er lys og velindrettet og indeholder alt i hårde hvidevarer.
Fra boligens entré finder man et moderne og lyst badeværelse i lækre materialer fra Svane, indeholdende både vaskemaskine samt tørretumbler.
Til højre i entréen finder man det ene værelse med indbygget skab fra Svane.
Herefter træder du ind i boligens hjerte – stuen og det store lyse køkken alrum.
Det moderne Svanekøkken indeholder opvaskemaskine, køle-/fryseskab, induktions kogeplade samt ovn.
Fra køkken alrum er der udgang til en dejlig stor terrasse, hvor sommeraftenerne kan tilbringes med grillmiddage med venner og familie. Terrassen er omkranset af frugtbuske og vender ud mod det hyggelige grønne gårdrum.
Fra køkken alrum er der adgang til de to sidste gode værelser, begge med indbyggede skabe fra Svane. Fra master bedroom er der adgang til endnu en skøn terrasse, hvor morgensolen kan nydes.
Det hyggelige fælles gårdrum danner baggrund for afslapning og hyggelige stunder. Gårdrummet er indrettet med borde/bænke områder, en lille legeplads samt masser af frugttræer og bærbuske, som kan nydes i sæsonen.
Der medfølger depotrum i kælderen. Ejendommen er udstyret med elevator og p-kælder, hvor det er muligt at leje sin egen p-plads.
Det skønne miljø omkring Amager Strandpark med Københavns længste strand, danner rammen for et væld af aktiviteter: Beachvolley, basketball, fodbold, træningspavilion, strand håndbold, dykning, kajak, kite – og windsurfing, havsvømning, lystfiskeri eller bare en dejlig løbetur på strandpromenaden. Badeanstalten Helgoland trækker mange vinterbadere til og er en populær perle hele året rundt.