Efter en 2 år lang gennemgribende restaurering, forestået af nuværende ejer, Realdania By & Byg, er den tidligere stationsforstanderbolig på 156 m2, beliggende i Gelsted nu klar til udlejning
Da det har været vigtigt for Realdania By & Byg at bevare kulturarven, har hovedteamet i den omfattende restaurering været at genskabe så meget af bygningen som muligt, både i forhold til materialer og farvevalg. Taget er skiftet med nye tagsten magen til de oprindelige, alle vinduesrammer er repareret og nymalet, forsatsvinduer har fået skiftet håndtag fra stål til messing, træværk i lokalerne er genskabt, bænke i den tidligere ventesal er bevaret, og væggene er skrabet i bund, for at finde de oprindelige farver på væggene, som dernæst er benyttet. I boligen er det oprindelige køkken bevaret, og malet så det fremstår pænt og tidssvarende, og bordpladen er blevet hævet, så det passer til nuværende køkkenbordhøjde. I forbindelse med køkkenet, er der etableret mindre viktualierum. Generelt har både arkitekter og konservatorer, med stor succes, haft fokus på at bevare det oprindelige udtryk sammenholdt med, at ejendommen er gjort nutidig i forhold til benyttelse af både erhvervslokalerne og boligen.
Lejligheden, der er beliggende på 1. sal, indeholder entré med adgang til badeværelse og køkken med viktualierum, spisestue, stue, soveværelse, 2 værelse og bryggers. Ikke mindst er der adgang til en skøn gård med overdækket terrasse og det gamle signalrum, der er lavet om til udestue.
Der er tale om en helt særlig ejendom med wauw-effekt.
I forbindelse med den gennemgående restaurering, er der skiftet fra oliefyr til fjernvarme, ligesom alle VVS- og el-installationer er nye.