Spar penge på dine studiebøger

Læsetid: 2 minutter

Om en lille måneds tid er der studiestart på de fleste videregående uddannelser. Det indebærer oftest lige dele spænding over alt det nye, der skal ske, og nervøsitet over, om du kan finde rundt på universitetets område, og om du får dig en god studiegruppe.

Samtidig betyder studiestart, at du skal ud og anskaffe dig for tusindvis af kroner i studiebøger. Fun times.

Bliv studieklar

Du kender sikkert den velforberedte type, som dukker op den første dag med to bøger og fem kompendier under armen – komplet med overstregninger og post-its. Den type, som får alle os andre til at føle, at vi er blevet overhalet, allerede inden starten er gået.

Heldigvis kan du sagtens komme godt fra start og igennem din uddannelse, selv om du ikke er denne type – faktisk kan det være en fordel lige at se tiden an, inden du drøner ud og køber alt på boglisten til 1. semester.

Læs videre og få vores gode råd til at spare penge på dine studiebøger.

3 gode råd til billigere studiebøger

 

1. Vent

De fleste undervisere synes deres eget fag er bomben, og de mener faktisk ikke, du kan få læsestof nok om emnet.

Derfor er det en god idé liiige at se tiden an, inden du køber fire bøger og 12 kompendier til det samme fag. Vurdér læseplanen – hvilke bøger er rare at have, og hvor kan du nøjes med at kopiere de få kapitler, der skal bruges?

2. Lån

Lån bøger på biblioteket til kortvarende projekter – eller kopiér (til eget brug) de kapitler, du får brug for til semestret. Ofte har uddannelsesstederne egne biblioteker tilknyttet, og ellers har de fleste større byer et bibliotek, hvortil du kan bestille de fleste relevante bøger.

3. Køb brugt

Det er langt fra altid nødvendigt at købe den seneste udgave af en bog. Forlagene og forfatterne vil gerne tjene penge – og fred være med det – så derfor udgiver de jævnligt nye udgaver af bøgerne. Men ofte kan du finde en ganske fin udgave brugt af en tidligere studerende – tjek fx pensum.dk eller opslagstavlerne på dit studie.Hvis du vil være sikker på ikke at gå glip af noget vigtigt kan du slå bogen op på en webshop, inden du køber den brugt. Her står der typisk, hvilke ændringer der er lavet i den seneste udgave.