Hvordan får du det til at fungere med en roomie?

Læsetid: 3 minutter

Sådan får du det til at fungere med en Roomie

Det er hyggeligt at bo med en eller flere roomies, men det kan også være udfordrende at skulle dele bolig med andre – hvad end det er med dine bedste venner eller helt nye bekendtskaber.

Der er nemlig mange problematikker, man kan støde på undervejs, når man vælger at flytte sammen med andre;

Hvem står for rengøringen af fællesarealerne? Er der noget der hedder dit og mit i køleskabet? Hvor mange fester må man holde? Hvor meget eller hvor lidt skal man i det hele taget indordne sig?

Er du nysgerrig efter at høre mere om, hvordan man får roomie-livet til at fungere? På BoligPortal fik vi os en snak med to Aarhusianere, Dinna og Emil, der hver især har erfaring med at bo sammen med roomies. Vi fik indblik i, hvad der fungerer godt i deres bofællesskab.

Klare regler og forventningsafstemning

På trods af at Emil har valgt at bo med tre kammerater, vil han ikke umiddelbart anbefale andre at gøre det samme. I hvert fald ikke medmindre man er fuldstændigt enige om, hvad man kan forvente af hinanden. Han vurderer, at det muligvis vil koste venskaber, hvis ikke alle er enige om, hvordan tingene skal foregå i husholdningen, og det mener han ikke nogen lejlighed er værd.

Ifølge Emil er det derfor meget vigtigt at have klare regler og lave en forventningsafstemning omkring hvad det vil sige at bo flere sammen. For at få det til at fungere optimalt skal alle være enige om, hvad der forventes af hinanden, ellers kan der meget hurtigt komme diskussioner og dårlig stemning i lejligheden.

Derudover skal alle være gode til at rydde op efter sig selv – også, og måske endda især, efter fester!

”Det er vigtigt at alle gøre rent efter sig selv, ellers kan lejligheden hurtigt komme til at ligne en svinesti – måske særligt når det er drenge, der bor sammen” griner Emil.

Men det vigtigst af alt, understreger Emil, er at man skal kunne stole på hinanden og kunne regne med hinanden. Så er man sikker på at alle overholder de retningslinjer, der er blevet fastsat i fællesskab. Det er også vigtigt at man er enige om ’hvor man vil hen’, altså hvordan og hvorledes det hele skal forløbe. Hvis man ikke kan blive enige om de interne regler, er det ikke nogen god idé at flytte sammen.

Ærlighed og kommunikation er vejen frem

Dinna understreger ligeledes vigtigheden i den rette kommunikation og dét at være åbne over for hinanden.

Vi er gode til at kommunikere, og det er netop fordi vi er ærlige over for hinanden. Man skal også bare være indstillet på, at man gør tingene på forskellige måder, og derfor er man også nødt til at sige til sig selv, at man ikke skal gå i små sko, men være mere åbne over for hinanden. Der vil altid være nogle udfordringer, men det er også dér man skal vælge sine kampe. For at gøre hverdagen lettere for os selv, har vi en liste med huspligter og rengøring. Det fungerer godt for os, fordi vi ved det bliver gjort. Vi har en kultur hvor vi opdaterer hinanden løbende. F.eks. er vi gode til at sige ”Hey, jeg får lige gæster på besøg i morgen, bare så I lige ved det”. På den måde ved man, hvad man har i vente.”

En lille familie

Roomies er dog ikke kun aftaler og sure pligter – ofte kan dét at bo med en roomie være starten på nye, livslange venskaber og gode minder, man altid vil kunne se tilbage på. Da vi spurgte Dinna, hvad det bedste var ved at bo med roomies, svarede hun:

”Jeg kan virkelig godt lide det sociale aspekt – at man snakker sammen og ser hinanden. Det er jo lidt ligesom ens lille familie.”

Ønsker du ligesom Dinna og Emil, og tusindvis af andre unge danskere, at finde nogle at bo med? Så har vi hos BoligPortal er stort udvalg af værelser til leje, hvor du kan være heldig at finde din nye roomie eller roomies.

Find din roomie på BoligPortal