MytePortal #1 – “Udlejer svarer aldrig”

Læsetid: 3 minutter

I vores nye indslag “MytePortal” forsøger vi at punktere nogle af myterne om BoligPortal. Den første myte er, at udlejer aldrig svarer på ens henvendelser. Vores anbefaling er, at du skyder med elefantbøssen i stedet for med spredehagl i din boligsøgning.

Boligmarkedet kan være uoverskueligt og stort; det ved enhver, der har prøvet at finde tag over hovedet, især i de større byer. Men selvom det kan virke som en uoverkommelig opgave at finde et sted at bo, er der også en masse myter om det. I dette første kapitel af “MytePortal” vil vi prøve at aflive nogle af myterne om, hvor svært det er at være lejer på BoligPortal.

Den første myte, vi ofte støder på i vores kundeservice, er, at udlejer aldrig besvarer de henvendelser, man sender, selv hvis man kontakter mange udlejere. Den frustration forstår vi virkelig godt. Der er ingen, der bryder sig om at sidde med følelsen af at være brændt af.

myteportal sms gif 1

Heldigvis er der noget, du kan gøre ved følelsen af at være blevet forbigået. Og derfor skal du heller ikke lade dig slå ud med det samme i din boligsøgning.

En stor del af det at få udlejers opmærksomhed handler nemlig om at skille sig ud fra mængden og om at gøre sin ansøgning til udlejeren så personlig som muligt: Skrot de korte, upersonlige, standardiserede ansøgninger. Se i stedet på det at søge en bolig som en jobsøgning til et job, du virkelig gerne vil have. Her vil du også gerne vise dig fra din bedste side og give indtryk af, at du har tænkt over, hvad der gør dig til det perfekte match.

Du kan hente inspiration til, hvordan du som boligsøgende skriver en god ansøgningstekst til udlejer her.

Det er altså ikke nok blot at sende standardiserede tekster afsted vidt og bredt. Du skal gå personligt til din boligsøgning og tale specifikt til hver enkelt udlejer, ikke råbe det samme til dem alle. Kort sagt: Skyd med elefantbøssen i stedet for med spredehagl.

Sådan oplever udlejeren boligsøgningen

Men ligeså hektisk som du kan opfatte en boligsøgning, lige så hektisk kan det være for en udlejer at finde den rette i strømmen af ansøgninger.
myteportal sms gif 2

Over halvdelen af alle vores udlejere modtager den første henvendelse fra lejere på deres annonce inden for det første døgn, og hver bolig på BoligPortal bliver i gennemsnit vist 910 gange. Det er rigtig godt, for det viser, at den typiske boligsøgende ikke bare sidder på hænderne. Men det siger også noget om konkurrencen:

Med mere end 365.000 månedlige besøgende på vores site er der rift om alle boligerne, hvad end det så er en lejebolig, en andelsbolig eller en ejerbolig, du og alle dine med-boligsøgende har i kikkerten.

Det samme gælder for vores udlejeres annoncer: Hver af vores brugere besøger i gennemsnit 20 annoncer om måneden, enten som lejere eller udlejere. Derfor er den gode ansøgning din første prioritet, når du begiver dig ind i boligjunglen. Gør du det, skal dine chancer for at udlejer svarer nok blive endnu større!