Kreative udlejningsløsninger reducerer din tomgang

Læsetid: 3 minutter

Det gælder om at være kreativ og åben for nye muligheder, hvis du har boliger med tomgang. Boligkontoret Danmark tænkte ud af boksen og fik alt udlejet.

Du kender formentlig tanken: de her boliger bliver lejet ud på et øjeblik. Men det er ikke altid, det går som forventet. De fleste udlejningsvirksomheder udenfor de største byer har prøvet det. At have en ejendom eller måske bare et enkelt lejemål, der er vanskeligt at få lejet ud.

Netop den uventede situation havnede Boligkontoret Danmark i, da de sidste år stod med udlejningen af Midtjysk Boligselskabs nybyggeri i Horsens. Forventningen var, at boligsøgende på ventelisten meget hurtigt ville snuppe alle de ledige lejemål. Men sådan gik det ikke.

– Byggeriet var perfekt for par på +50, som vi har en del af på ventelisten. Men udlejningerne kom bare ikke, hvilket kom noget bag på os. Rigtig mange, der gerne ville gå fra ejerbolig til lejebolig, kunne ikke få solgt deres hus på grund af krisen på ejerboligmarkedet. Så vi havde op mod halvdelen tomme, og der skulle ske noget og det skulle gå stærkt, fortæller Karina Lauridsen, marketingchef hos Boligkontoret Danmark.

Boligkontoret Danmark er en almen boligadministration, der udlejer 27.000 boliger samt bygger og administrerer boliger for 62 organisationer, kommuner og regioner. Men ventelisten til den nye afdeling i Horsens kunne alligevel ikke gøre det. Derfor måtte man finde en kreativ løsning i en fart.

– Vi besluttede os at tænke alternativt og gå på kompromis med tanken om udelukkende +50 beboere og lagde boligerne på BoligPortal.dk. Og der går tingene jo stærkt, så den ekstra synlighed gjorde, at vi meget hurtigt fik lejet de resterende boliger ud. Den lidt kreative tilgang har givet en meget blandet beboersammensætning med både ældre og unge par med og uden børn, hvilket fungerer helt perfekt. Det var en meget positiv oplevelse for os, siger Karina Lauridsen.

1.300 m2 herregård blev til kollektiv

Nordøst for Horsens ligger en smuk, ældre bygning, der blev bygget som et herresæde til det gamle Tyrrestrup Gods omkring 1860. Efter i en årrække at være benyttet som først plejehjem og sidenhen afvænningshjem for narkomaner, stod ejeren i foråret 2013 over den udfordring at skulle leje de 1.300 m2 ud.

En husleje på 25.000 kr. og en landlig beliggenhed med alt hvad det medfører, gav ejeren, landmand Bjarke Svensson, lidt af en opgave – større end han umiddelbart havde troet. Derfor måtte han tænke ud af boksen for at få lejet den smukke, men særdeles velvoksne bolig ud.

– Jeg vidste, at det kunne blive svært at udleje det som erhverv til for eksempel restauration eller hotel, fordi det ligger relativt tæt på et stort dyrehold, hvis lugt ikke altid er så velanset, fortæller Bjarke Svensson.

Men så en dag kom der en uventet henvendelse, der efter grundige overvejelser endte i en udlejning af den gamle hovedbygning.

– Jeg blev kontaktet af syv unge mænd, der gerne ville leje hovedbygningen og bruge den som kollektiv. Det havde ikke lige været i mine tanker, men de virkede som nogle fornuftige mennesker – og det er jo dyrt at have sådan en bygning stående tom, så vi lavede en aftale, siger Bjarke Svensson.

En del af den kreative aftale indebærer, at de syv unge fyre, der planlægger at udnytte hovedbygningens i alt 25 værelser til at udvide kollektivet til 12-14 personer, får lov at indbetale depositum løbende over de næste par år.

– De har også fået lov at flytte ind lidt før ganske gratis. Det er en lille gulerod, men sommetider er det sådan noget, der skal til, hvis man vil have lejet ud. Det er jo ikke altid lige nemt, siger Bjarke Svensson.

BoligPortal.dk er klar med gode råd

At det ikke altid går så nemt bekræfter adm. direktør hos BoligPortal.dk, Henrik Løvig. Men der er mange gode råd i bogen, inden man giver fortabt.

– ’Plejer’ virker bare ikke altid. Ind imellem må man tænke i alternative baner. Man kan starte med at uddybe annonceteksten og sælge boligen endnu bedre. Man kan tilføje billeder, hvis man ikke allerede har det. Dernæst kan man overveje at åbne op i forhold til hvem der kan bo i lejemålene, se på mulighed for afdrag på depositum eller øge synligheden via bannere eller fremhævninger, siger Henrik Løvig.