Indretningsfejl, der er nemme at undgå

Læsetid: 6 minutter

Måske er du lige flyttet i en ny bolig, og du glæder dig mest af alt til at skulle indrette den helt på ny! Men inden du kaster dig ud i projektet, er der nogle typiske indretningsfejl, du bør forsøge at styre udenom. Disse typiske fejl begår mange – endda uden overhovedet at tænke over det.

 

Har du ikke fundet drømmeboligen så søg her

 

Undgå at fortryde de valg, du tager med din indretning, hvis du følger disse 10 gode råd!

1. Du mangler den rette belysning

Lys er alfa omega i en god indretning. Du tænker måske ikke over det, lige når du flytter ind i en ny bolig, men så snart hverdagen melder sig, har du brug for et godt lys omkring dig.

Det er nemlig utrolig vigtigt, at du har et godt arbejdslys, for eksempel når du laver mad i køkkenet. Underbelyste rum er generelt en indretningsfejl, du nemt kan undgå. Du kan med fordel følge tommelfingerreglen, at du bør have tre lyskilder i hvert rum for den allerbedste effekt.

En anden ting, der er værd at overveje, er farven på dine lyskilder. Hold dig fra de skarpe, kolde lys og giv dit hjem masser af varme og ro med varme, behagelige lamper.

 

2. Du er bange for at bruge farver

Generelt så er vi danskere en smule farveforskrækkede. Hvid, grå og sort er farver, vi sværger til, og det er disse ikke-farver, vi føler os trygge ved i indretningen af vores boliger. Men det er en skam, fordi farver er super til at puste liv og glæde ind i din bolig – og de løfter helt sikkert humøret!

Hvis du er ny til det med farver, kan du med fordel bruge det berømte farvehjul. Jo tættere farverne, du vil indrette med, er på hinanden i farvehjulet, jo mere harmoniske og afslappende fungerer de for din indretning.

 

3. Du har lidt for meget nips

Nips er en samlet betegnelse for de småting, der måske ikke har nogen særlig nytte, men som til gengæld pynter. Nips kan være rigtig hyggeligt og give et personligt touch til din bolig, men for meget nips kan modsat nemt virke rodet. Så husk, hvis du fjerner det mest overflødige nips, giver det en smule mere ro i sindet – og hvem vil ikke gerne have det?

 

4. Du mangler noget på dine vægge

Nu er du endelig flyttet ind i din nye bolig, og det hele handler meget om hvilke møbler, du skal have anskaffet dig, og hvor de skal stå. Men når du først er kommet på plads med indretningen af dine møbler, så glem ikke det næst-vigtigste: Væggene!

Tomme, hvide vægge kan nemt komme til at se upersonlige eller ufærdige ud, så gå eventuelt i tænkeboks over hvilke ting, der skal pryde dine vægge. Det kunne være fine plakater med statements på, farverige kunstværker, billeder af hyggelige minder – eller noget helt fjerde. Når du hænger noget på dine vægge, er det med til at sikre et personligt touch til indretningen, og samtidig kan det være en god mulighed for at snige lidt farve ind, hvis du også opererer meget med sort/hvide farver som de fleste andre danskere (jf. punkt 2)

 

5. Du stiller dine møbler op ad væggene

Helt naturligt kommer vi ofte til at sætte sofaen, lænestolen, sengen osv. op ad væggene. Men det behøver ikke nødvendigvis at være sådan. Tit så skaber det bare et unødvendigt stort areal i midten uden de helt store reelle muligheder for anvendelse. Rådet må derfor være: Prøv dig frem med at stille dine møbler lidt mere frit i rummet, leg med at bruge dem som rumdeler eller – hvis du har plads nok – forsøg dig med at skabe flere små oaser i samme rum.

 

6. Størrelsen på dine møbler er ikke gennemtænkt

Det er ikke, fordi du skal ud at købe et helt sæt nye møbler, hver gang du skal flytte. Men det er alligevel værd at tænke over, om du skal have udskiftet sofaen eller dit spisebord, hvis din nye bolig er meget større eller mindre end din gamle. Alt for store møbler i et lille eller aflangt rum kan nemlig få rummet til at se meget trangt ud, og det kan du undgå ved at tilpasse dine valg af møbler til omgivelserne.

Den samme effekt opnår du, hvis du propper for mange ting ind i samme rum – det kommer hurtigt til at virke mindre, end det er. Derfor er det en rigtig god ide, hvis du kun starter med at indrette med de mest nødvendige ting – så kan du altid supplere, hvis du har plads til mere.

 

7. Dit gulvtæppe passer ikke i dimensionerne

For gulvtæpper gælder det modsatte stort set. Et for lille gulvtæppe vil nemlig få rummet til at syne af mindre, mens et stort tæppe rent faktisk vil gøre det modsatte. Der er herunder et par tommelfingerregler, du nemt kan følge, hvis du er på tæppejagt:

  • Et tæppe må gerne fylde hele 75% af rummet!
  • Tæppet bør dække under alle de møbler, der står på det – det dur med andre ord ikke, at sofaen rager ud over gulvtæppet…
  • Det optimale er, at gulvtæppet går cirka 20 centimeter ud fra væggen

8. Du har glemt at tage højde for dine billeders placering

Måske har du fulgt punkt 4, og har masser af flot vægpynt, der skal pryde dine vægge. Men inden du hænger noget op, så er der noget, du bør huske på. Mange af os har nemlig hængt vores billeder alt for højt op – og det er der sådan set ikke noget at sige til. VI står nemlig op, når vi hænger dem op, mens vi jo typisk ser på billederne liggende i sofaen eller siddende ved bordet. Derfor: Husk altid at tænke i eye level, når du skal hænge noget på væggen.

Hvis du hænger dit billede op, så midten af billedet er 145 centimeter over gulvet, vil det typisk være det mest optimale i forhold til eye level.

Skal du derimod lave en billedevæg med flere forskellige billeder samlet, bør du også være opmærksom på billedernes placering i forhold til hinanden. Det kan nemlig godt støje lidt i indretningen, hvis billederne bliver hængt i helt forskudte højder. Omvendt kan det også være et bevidst valg at hænge dem forskudt, hvis du ønsker et lidt mindre stringent og mere kunstnerisk udtryk.

 

9. Dit billede er for stort eller småt i forhold til møblet under

Vælger du at hænge et enkelt billede eller kunstværk op over din seng, sofa, kommode eller andet møbel, så kan du overveje den tommelfingerregel, der hedder, at billedet maks skal fylde 55-75% af størrelsen på det møbel, det hænger over.

En dobbeltseng måler som udgangspunkt 180 centimeter i bredden, hvilket betyder, at følger du tommelfingerreglen, skal dit billede helst være inden for 99-135 centimeter bredt. Har du derimod en standard trekvartseng på 140 centimeter, bør dit billede fylde mellem 77 og 105 centimeter i bredden.

 

10. Du har ingen planter i din bolig

For det første er planter super moderne lige nu. Der findes et hav af forskellige planter, og du behøver ikke nødvendigvis have grønne fingre, for at kunne indrette dit hjem med planter. Mange planter behøver nemlig ikke ret meget pleje og pasning, og de nemmeste planter, du kan anskaffe dig, er blandt andet kaktuser, aloe vera-planter og pilea.

Planter skaber liv og atmosfære i hjemmet, og så er de desuden rigtig gode for indeklimaet. Planter renser nemlig luften i dit hjem, og så producerer de en masse ilt. Forskning viser desuden, at planter er gode for det fysiske, men også det mentale velvære. Der er med andre ord ingen undskyldninger for ikke at oppe indretningen lidt ved hjælp af flotte planter!