Indretning i små boliger: Sådan gør du

Læsetid: 3 minutter

Det kan være udfordrende at indrette en lille bolig, så man får mest ud af pladsen. Her har indretningsekspert hos IKEA, Henriette Ekholm, samlet en række gode råd, der er lige til at tage med under armen.

ikea konsulent

Henriette Ekholm

Påvirk dit rum med farver

Farver er en af de største trends indenfor boligindretning lige nu. Men hvordan er det nu lige med de farver? Det kan være svært at vide, hvilke farver, der gør noget godt for den lille bolig, og hvilke farver, der kan få boligen til at virke endnu mindre. Ifølge indretningsekspert Henriette Ekholm er det især de støvede farver i dybe toner, der er populære lige nu. Men selvom de dybe farver kan få et rum til at virke mindre, skal man ikke være bange for at bruge den i et lille rum alligevel: ”Man kan sagtens bruge farver til at skabe et slags ’rum i rummet’ – også de dybe toner. Det gør du for eksempel ved at male kun den ene væg eller et hjørne i rummet,” siger Henriette Ekholm.

 

Gennemgå dine ting – hvor meget har du egentlig brug for?

Ifølge Henriette Ekholm er det vigtigt, at man gennemgår sine ting én gang for alle: ”Tænk over, hvilke behov du har. Små boliger har aldrig godt af at blive overfyldt med ting.” Hun anbefaler, at man deler sine ting op og skiller sig af med det, man reelt set ikke har brug for. De resterende ting kan man med fordel dele op i ting, man gerne vil gemme, og ting man gerne vil vise frem. Førstnævnte skal der findes en god opbevaringsløsning til, mens sidstnævnte ting gerne må vises frem, for spørger man Henriette, giver det også en masse sjæl til hjemmet, at man viser sine ting frem: ”Vi vil så gerne bo minimalistisk, men det er de færreste af os, der reelt kan det. Så er det bedre at omfavne de ting, man har, og sørge for at få det sat flot op.”

 

Start med en grundplan – og tænk opbevaringsløsninger ind

Når Henriette Ekholm skal indrette en bolig, starter hun altid med at lave en grundplan. Med grundplanen laver hun også en liste over, hvilke funktioner rummet skal have – er det en arbejdsplads, der skal tænkes ind? En spiseplads? Når man har overvejet, hvilken funktion rummet skal have, kan man begynde at tænke opbevaring ind i det.

”Når det kommer til opbevaring, er det altid en god ide at tænke i kubikmeter fremfor kvadratmeter. Man kan få rigtig meget ud af at udnytte højden i rummet – også på en kreativ måde!” Henriette Ekholm mener især, at det er fornuftigt at vælge væghængt opbevaring, da det kan få rummet til at syne meget større, og samtidig er meget nemmere at holde rent.

 

Del rummet op i zoner

Det med at skabe ’rum i rummet’ er noget, der ligger Henriette Ekholm meget på hjerte: ”Vi vil rigtig gerne være sammen i dag, men nogle gange sidder man også bare og laver hver sin ting, og det synes jeg er klogt at tænke ind i sin indretning.”

De små zoner kan skabes på mange måder, hvad enten det er ved brug af farver, belysning eller måske møblernes placering. ”Hvis en sofa står frit fra væggen, kan man med fordel have et lille skab på bagsiden som rumdeler. Det er en god måde at få et lille rum til at virke mindre rodet og fladt. En anden mulighed er at beklæde en plade med noget smukt stof og stille op ad væggen – det er generelt en god ide, hvis man er usikker på valg af vægfarve eller måske bor et sted, hvor man ikke må male væggen.”

Du kan læse mere om indretning lige her.

Opret en gratis Boligagent             Søg lejebolig her