Hvad er indskud i en lejlighed?

Læsetid: 2 minutter

I dette blogindlæg skal vi se nærmere på, hvad indskud i en lejlighed er.

For at forstå hvad indskud dækker over, skal vi først se nærmere på, hvad depositum er. Indskud dækker nemlig over depositum og forudbetalt husleje.

Hvad er depositum?

Kort sagt er depositum udlejerens sikkerhed for, at han kan dække de udgifter, der måtte være, når du flytter fra din lejlighed.

Inden du flytter ind i dit nye hjem, kan udlejer derfor kræve, at du betaler et depositum. Lejeloven siger, at et depositum højst må være tre måneders husleje.

Koster din lejlighed f.eks. 6.000 kr. om måneden, så må din udlejer maksimalt kræve sammenlagt 36.000 kr. i indskud.

Hvorfor så meget, tænker du måske?

Det er fordi indskuddet dækker over tre måneders depositum og tre måneders forudbetalt husleje. Forudbetalt husleje er husleje, som du betaler inden du flytter ind, og som kan svare til op til tre måneders husleje.

Ofte vælger udlejer at lade den forudbetalte husleje dække slutningen af din lejeperiode. Det betyder, at du ikke skal betale husleje de sidste tre måneder af din lejeperiode, når du har opsagt din lejlighed (fordi du jo altså har betalt for de tre måneder inden du flyttede ind).

Vi gør vores bedste for at researche og skrive gode og informative blogindlæg. Men tiderne ændrer sig, og vi er ikke jurister, så alt hvad du finder herinde, skal du betragte som vejledende. Hvad du gør ude i den virkelige verden er til syvende og sidst dit eget ansvar. Hav en god dag.