Guide til studiebyen: Odense

Læsetid: 6 minutter

De bedste kroge af en by har jeg altid fundet gennem råd fra lokale på min egen alder – og det er ikke nødvendigvis de attraktioner, byen selv brander sig på. Jeg tog en tur til Odense for at finde ud af, hvad byens studerende synes, er Odenses bedste gemmesteder og guldklumper.

Odense huser knap 20.000 studerende, og fordi universitetet ligger cirka seks kilometer syd for centrum, bor mange unge i Odense C eller i Odense M, hvor universitetet ligger. Når du skal finde bolig i Odense kan du starte med at gøre op med dig selv, hvor tæt du har brug for at være på byens liv og larm, og hvor tidligt du vil stå op om morgenen. Men Odense C skal alle kende, og derfor blev jeg vist rundt i byen af 22-årige Signe, der selv studerer i Odense på tredje år.

Først skal du vide, hvor H.C. Andersens hus ligger – ikke for din egen skyld, men så du har et svar til de turister, der vil spørge dig efter ”Hans Christian Andersen’s childhood home.”
Det er i Munkemøllestræde – ved Magasin og et drej om hjørnet, hvor der ligger en bank. Sådan! Og nu en guide til nogle af de steder, hvor du kan bo, drikke og grine under din studietid i Odense.

Odenses latinerkvarter er spækket med kultur, og et godt udgangspunkt er Amfipladsen cirka et kvarters gang fra banegården. Området er tydeligt præget af kunst og kultur, og jeg er især vild med den kunst, man ikke behøver betale for – for eksempel et stykke smukt street art graffiti på en husmur. Selve Amfipladsen har en indbygget tribune og scene, hvor der spilles gratis koncerter under åben himmel, og den er omkranset af fire steder, du er nødt til at kende som ung studerende i Odense.

BoligPortal guide Odense graffiti

Studenterhuset ligger i en rustrød bygning, og om sommeren stiller de stole og borde ud på pladsen, så du kan nyde solen med en kold øl.
Som navnet antyder er Studenterhuset tiltænkt de studerende, og hvis du kommer til at bo i centrum af Odense, er det et godt sted at gå hen med bøgerne, hvis universitetets læsesale virker uoverkommeligt langt væk. Der er studiezoner til fordybelse, en café og ofte gratis arrangementer som comedy og koncerter.

BoligPortal guide Odense studenterhus

Lige over for ligger Café Biografen, som bryster sig af at være Odenses hyggeligste biograf beliggende i den gamle fabrikshal fra Brandts Klædefabrik. Biografen viser både de store og kendte film, og de små og mindre kendte. Jeg fik af vide, at Café Biografen ofte er et oplagt mødested, fordi alle ved, hvor det ligger. Atmosfæren virkede afslappet, og er oplagt til en kop kaffe med bøgerne, eller brunch med læsegruppen.

Brandts er et museum for kunst og visuel kultur, og de udstiller blandt andet billedkunst, fotokunst og mediehistorie. Jeg stak bare lige hovedet inden for, og syntes godt om det unge, alternative udtryk i arkitekturen og udstillingerne – hvis du er til kunst og kultur, så prøv at udforske det endnu mere end jeg. De har også en billig butik med adgang for alle, hvor du kan købe kunstbøger, design til hjemmet og fede plakater.

De store vinduespartier for enden af Amfipladsen, tilhører Café Nelle’s – et sted, der er særligt besøgt af unge og studerende. De serverer let mad, kage, kaffe og vin, og har et hyggeligt Nørrebro-look med rå træoverflader, tønder og lyspærer uden lampeskærm.

BoligPortal Guide Cafe

Vi går rundt om to hjørner og ender på smalle Vindegade, der har lave etageboliger og byhuse langs hver side. Der bor især mange studerende i gaden, får jeg fortalt. Lige inden strøget krydser Vindegade, skal du stoppe op. Her ligger Den Smagløse Café, som er stamsted for mange af byens studerende. Det er ikke et dansested, men populært til at starte aftenen op med øl og en omgang bordfodbold.

BoligPortal Guide Odense

Lige på den anden side af vejen, ligger en helt anden slags bar, isbaren Il gusto. De laver deres egen italienske is, og vi snuppede lige et bæger med mango og blodappelsin med på gåturen.

BoligPortal Guide Odense

Vi går ned ad gågaden, Kongens Gade og videre ad Vestergade, mens vi spiser vores is. Det ligner en gågade som i enhver anden større dansk by, og jeg spotter mange af de velkendte mærker og kæder. Da vi krydser den store vej, Thomas B. Thriges Gade, ændrer den typiske gågade sig til en overflod af stokroser, brosten og bindingsværkshuse. Vi er gået ind i en af de ældste gader i Odense, Nedergade.

Her ligger et andet godt tilbud for studerende, der bor i centrum, nemlig Studiestuen. Bag de charmerende skæve ydermure, finder du plads til at læse, holde møde med studiegruppen eller bare tage et spil Bezzerwizzer med medstuderende. Det lille studiested i Nedergade er oprettet og drevet af studerende selv, og det er frivillige, der serverer din kaffe eller the. Stuen rummer også et lille antikvariat med brugt skønlitteratur og fagbøger, som du kan købe for billige penge.

BoligPortal guide Odense Studiestuen

Vi slutter af med en gåtur i den store park Munke Mose, der ligger syd for centrum. Hængepilenes arme når helt ned i Odense Å, der løber ved siden af os – og faktisk er det slet ikke noget dårligt sted at løbe. Munke Mose er cirka to kilometer hele vejen rundt, og de snoede stier i midten af parken, gør det muligt at få en endnu længere tur.

BoligPortal Guide Odense Munke Mose

Tæt på Munke Mosen ligger en ny kaffebar, Kafferisteriet i Ny Vestergade. To 21-årige fyre har selv stablet kaffestedet på benene, og de rister og blander selv kaffen. Desværre, opdager vi først stedet efter turen i Munke Mose, men på en efterårsdag i Odense, tror jeg, en kaffe to go og en gåtur i den smukke park er et perfekt blend.

BoligPortal guide Odense Kaffe

Det var alt, hvad jeg nåede på en formiddag i Odense. Hvis du er så heldig at skulle studere i Odense, så kan du altid finde ledige lejeboliger i Odense på BoligPortal. Resten er op til dig – der er i hvert fald stadig masser af odenseanske guldklumper, som venter på at blive fundet.
God fornøjelse!