Google favoriserer mobilvenlige hjemmesider

Læsetid: 2 minutter

Er din hjemmeside mobilvenlig? Hvis ikke risikerer du at blive straffet af Googles nyeste opdatering.

For et par uger siden annoncerede Google, at de vil udvide deres brug af mobilvenlighed som parameter for, hvor højt en hjemmeside ligger i Googles søgeresultater.

Sagt med andre ord: er din hjemmeside ikke mobilvenlig, risikerer du at miste en stor del af din trafik fra Google.

– Hvis man bruger sin hjemmeside aktivt, er det selvfølgelig vigtigt at være gode venner med Google – og derfor også altid sørge for, at siden er mobilvenlig. Ellers kan det få rigtig trælse konsekvenser for antallet af besøgende, siger Lars Clausen, der er chef for forretningsudvikling, og dermed også mobiloptimering, hos BoligPortal.dk.

Han fortæller, at antallet af boligsøgende, der i april besøgte mobilsitet hos BoligPortal.dk, var hele 27 procent højere end i samme måned sidste år. Derfor er mobiloptimeringen en vigtig opgave, som BoligPortal.dk allerede er rigtig langt med.

– Vi regner med at lancere første del af vores nye, super mobiloptimerede site i løbet af de kommende måneder. Vi kan se, at vi har flere og flere boligsøgende, der foretrækker at bruge mobilen, så det er en rigtig vigtig opgave for os, siger Lars Clausen.

Vigtigt at blive set
En stor test har i forbindelse med lanceringen vist, at mere end 40 procent af alle hjemmesider kan blive påvirket af den nye opdatering. Det kan derfor potentielt betyde en større forandring i antallet af besøgende på din hjemmeside.

– Hvis man lever af, at ens ledige boliger bliver set på virksomhedens hjemmeside, er det selvfølgelig utrolig vigtigt, at man ligger godt til på Google. Uanset så kan man selvfølgelig også vælge at annoncere andre steder på nettet, hvor man ikke selv skal bekymre sig om Google. Det kunne for eksempel være på BoligPortal.dk, griner Daniel Ejler Christensen, der er chefkonsulent hos netop BoligPortal.dk.

Sådan undersøger du, om din hjemmeside er mobilvenlig:
Du kan hurtigt få et fingerpeg om, hvorvidt din hjemmeside er mobilvenlig eller ej. Det gør du ved at gå ind på Googles egen test af mobilvenlighed og indtaste din hjemmeside.

Hvis din hjemmeside ikke er mobilvenlig, vil du få et par generelle anbefalinger fra Google. Da opdateringen gælder individuelle sider og ikke hele hjemmesiden, anbefaler vi at du laver testen med flere forskellige sider fra dit website.

Vil du lave samme test på hele websitet, kan du gøre det her.

Fakta om opdateringen fra Google:
– Hjælper mobilbrugere til at finde hjemmesider, der holder høj kvalitet i visningen på mobilskærme
– Påvirker kun din placering i søgeresultater på mobil
– Gælder individuelle sider, ikke hele hjemmesiden
– Mobilvenlighed er blot et parameter af mange, der afgør hvorvidt du ranker højt hos Google eller ej. Godt indhold spiller også fortsat en afgørende rolle
– Opdateringen blev lanceret den 21. april 2015