Hvilke forsikringer skal jeg have i min lejebolig?

Læsetid: 3 minutter

Forsikringer…

Når du flytter i lejebolig, kan det være lidt af en jungle at finde ud af, hvilke forsikringer du skal have. Måske er du i tvivl om, hvorvidt det er din udlejer der har ansvaret i lejeboligen.

Men selvom du ”bare” bor til leje, er en indboforsikring altid en god ide at have. Det er nemlig kun udlejerens pligt at forsikre fast inventar (som for eksempel gulvet eller hårde hvidevarer) medmindre andet er anført i din lejekontrakt. Lejekontraktens §8 er der, hvor din vedligeholdelsespligt som lejer står skrevet – og hvis du har pligt til mere, vil det stå skrevet i §11.

 

Hvad er en indboforsikring – og hvorfor er den vigtig at have?

En indboforsikring er altså en rigtig god ide, når du skal flytte i lejebolig. Den forsikrer kort sagt dit indbo, for eksempel i tilfælde af indbrud i din bolig. Derudover vil du også være glad for at have købt en indboforsikring, hvis du får brand- eller vandskader. Forsikringen vil for det meste dække det, du har inden for dit hjems fire vægge – møbler, tøj, computere…

Hvis du for eksempel kun lejer et værelse, er det stadig en god ide at tegne en indboforsikring. Hvis du bor med en ægtefælle eller børn, vil de typisk også være dækket af samme indboforsikring som dig.

Mange forsikringsselskaber tilbyder ofte gode priser til studerende, så det er værd at tjekke op på forskellige tilbud for at finde den rigtige forsikring til netop dig og dine behov.

 

Hvad hvis jeg fremlejer min lejebolig?

Dine ting er – dog i et begrænset omfang – også dækket af din egen indboforsikring, hvis du vælger at fremleje din lejebolig eller lejer den ud via tjenester som AirBnB i kortere perioder. Ifølge forsikringsselskabet Topdanmark dækker din indboforsikring for eksempel ikke, hvis din fremlejer begår hærværk mod dine ting eller stjæler fra dig, mens han eller hun bor der.

 

Hvad hvis jeg har en roomie?

Man vil typisk være dækket under sine forældres forsikring – også indboforsikring – indtil den dag, man fylder 21 år. Men hvis du har en roomie, skal du have din egen forsikring. Du kan dog godt få en indboforsikring, der dækker både dig og din roomie, når I bor sammen.

Husk, hvis din boligsituation ændrer sig, skal du oplyse dit forsikringsselskab om ændringerne, så du fortsat kan være forsikret bedst muligt. Det kan for eksempel være, hvis du flytter, eller der flytter nogle flere ind i din bolig.

 

Hvad koster en indboforsikring?

Det kan være meget forskelligt, hvad en indboforsikring koster. Typisk vil opkrævningen være årligt, men man kan også vælge at betale den månedligt. Prisen vil ofte være beregnet ud fra nogle forskellige faktorer, for eksempel hvor mange I bor i husstanden eller boligens adresse og etage. Det er altid en god ide at investere lidt tid i at researche på den bedste forsikringsløsning til dit behov, da der findes mange forskellige selskaber, der har forskellige løsninger at tilbyde.

 

                                Find din lejebolig her                                                                         Udlej din bolig her