7 gode råd til den perfekte fremvisning af boligen

Læsetid: 2 minutter

Fremvisningen af din bolig er et af de vigtigste elementer i salgsprocessen.

Du har her mulighed for at vise de bedste kvaliteter af din bolig og give den potentielle køber det bedst mulige indtryk af din boligs allerbedste sider.

Du kender det sikkert selv, at billederne og beliggenheden var helt perfekt, men fremvisningen bare af en eller anden årsag gav det forkerte indtryk af boligen.

Den samme fejl skal du selv undgå at lave, når du inviterer interesserede og potentielle købere på fremvisning af din salgsklare bolig.

Herunder får du syv gode råd til, hvordan du laver den perfekte fremvisning af boligen.

  • Lad dine naboer vide, at du vil sælge – og når du holder åbent hus. Bed dem være positive og imødekommende overfor interesserede købere. Gode naboer betyder mere end vi tror.
  • Det første indtryk er vigtigt også når det kommer til boligsalg. Er fordøren grim eller i stykker, så få den lavet og sørg for at opgangen er lækker og indbydende. Stil eventuelt blomster frem for at bidrage til en hyggelig stemning.
  • Sørg for at have ryddet fuldstændig op på billeder og ved fremvisninger. Det signalerer rummelighed og boligen fremstår større og reel.
  • Gør rent og luft ud. Boligen må ikke fremstå indelukket eller tilrøget. Sørg for at lufte godt ud, pudse vinduerne og stille friske blomster frem.
  • Gør det allerbedste ved boligen synligt. Er der en forrygende udsigt eller en lækker have, så sørg for at det er synligt for køberen.
  • Luk solen ind. Sørg for at boligen fremstår lys, når du har fremvisning og åbent hus. Lys skaber glæde, så sørg for at alle gardiner og persienner er trukket fra.
  • Det er selvfølgelig i din interesse at fremvise din bolig, så køber får detaljerne med, men husk også at give de potentielle købere luft til at gå selv. Det er tit her næste skridt besluttes.