Vil du fremleje din bolig? Her er 6 gode råd

Læsetid: 4 minutter

Der er penge at hente i din tomme lejlighed – også selvom du ikke ejer, men lejer den. Når du fremlejer hele din lejlighed, er her 6 gode råd, du skal have i baghovedet:

1. Du hæfter for din fremlejers opførsel, så sørg for at vælge en fremlejer, du kan stole på.

Håndtryk BoligPortal

Selvom du ikke selv bor i din lejebolig, så er det stadig dig, der er ansvarlig for at lejeaftalen med udlejer bliver overholdt. Hvis din fremlejer eksempelvis tager sin kat med ind i din bolig, selvom husdyr ikke er tilladt ifølge lejekontrakten, så er det dig som lejer, der risikerer at blive beskyldt for brud på lejeaftalen.

Hvis der bliver begået skader på lejligheden er det også dig som lejer, der hæfter for eventuelt erstatning. Du kan dog kræve forudbetalt husleje og op til tre måneders husleje i depositum ligesom ved almindeligt leje, og det kan være din sikring for, at du ikke skal betale for eventuelle skader af egen lomme.

Det er det vigtigt, at du er i grundig i din søgen efter den rigtige fremlejer, understreger BoligPortal.dks administrerende direktør, Henrik Løvig.

– Når du skal finde en fremlejer, er det vigtigt, at du danner en grundigt indtryk af personen. Spørg ind til, hvad vedkommendes skal bruge lejligheden til, hvorfor han eller hun søger bolig og hvilke interesser og beskæftigelse personen har. Det vigtigste er, at du fornemmer, at det er en pligtopfyldende lejer, der kan betale huslejen og passe godt på din bolig, siger Henrik Løvig.

2. I nogle ejendomme kan udlejer modsætte sig fremleje

Ifølge lejeloven har du som lejer ret til at fremleje hele din bolig i op til to år, hvis det eksempelvis skyldes udenlandsophold, sygdom eller midlertidig forflyttelse. Der er dog nogle undtagelser fra reglen: Hvis udlejers ejendom har under 13 lejemål kan udlejer modsætte sig, og hvis antallet af personer overstiger antallet af værelser, skal udlejer modsætte sig.

Så selvom du bor i en ejendom med færre end 13 lejemål er det ikke nødvendigvis en hindring for fremleje.

3. Du skal lave en skriftlig kontrakt med din fremlejer

kontrakt underskrives

Når du har fundet den rigtige fremlejer, der virker både ansvarlig og tillidsvækkende, kan det måske være fristende at overrække nøglerne med det samme. Men her må du ikke hoppe over, hvor gærdet er lavest, for det er vigtigt, at I laver en skriftlig lejekontrakt om jeres aftale. Her kan du blandt andet specificere, hvor lang tid vedkommende må bo i din bolig, og hvilken stand lejlighed og inventar er i.
Lejekontrakten er noget af det vigtigste at huske, fortæller Lars Brondt, der er juridisk direktør i Ejendomsforeningen Danmark, som er erhvervsorganisationen for ejere, udlejere og administratorer af fast ejendom i Danmark

– En af de klassiske fejl i forhold til udlejning er, at man bare laver en mundtlig aftale. Det kan give problemer senere, så lav altid en kontrakt. Jeg vil også altid anbefale at lave et syn ved indflytning, en indflytningsbeskrivelse og endnu et syn ved udflytning, siger juridisk direktør Lars Brondt til BoligPortal.dk.

Ligesom ved almindelig udleje, kan du bruge standardlejekontrakten typeformular A, 9. udgave. Du kan downloade den her.

4. Du skal sende en kopi af kontrakten til din udlejer

Inden fremlejeperioden begynder, skal du kontakte din udlejer. Han eller hun har ifølge lejeloven krav på at få en kopi af fremlejekontrakten

5. Det er stadig dig som lejer, der skal overføre huslejen

I den periode, du fremlejer din bolig, skal du fortsat indbetale husleje til din udlejer. Derfor skal du lave en aftale med fremlejetager om, at han eller hun betaler husleje til dig, som du så overfører til din udlejer, som du plejer.

6. Hvis du bryder reglerne for fremleje, risikerer du at blive smidt ud af dit lejemål.

Hvis du ikke overholder ovenstående regler om fremlejning, så kan konsekvensen både blive ophævelse af fremlejet og af din egen lejekontrakt. Så hav både dine egne og din udlejers rettigheder i baghovedet, før du overleverer nøglerne og tager på eventyr i udlandet.
hånd med nøgle

Med de råd i baghovedet er du ved at være klar til at overrække nøglerne.

Vi håber, du kan bruge rådene til noget, og hvis du vil læse paragrafferne i detaljer, kan du finde dem i lejeloven her.  Nederst i indlægget finder du et billede, der hurtigt opsummerer rådene, og det er du velkommen til at gemme eller dele med dine venner.

Som et sidste tip kan vi hilse og sige, at der skulle være god mulighed for at finde den rigtige til at passe på hjemmet, mens du nyder ferien.

Hvert år er der et stort antal boligsøgende, der leder efter et midlertidigt hjem på BoligPortal.dk, og især i de større studiebyer, er der mange at vælge imellem.

Kilder: Lejeloven, BoligPortal.dk og Ejendomsforeningen Danmark

Infograph råd til fremleje af bolig BoligPortal