Istandsat fritidshus 5 km. fra motorvejen (Middelfart Ø) og 7 km. fra Middelfart samt 4 km. fra Strib. Huset ligger på et plateau på en stor naturgrund 100 m. fra stranden med havudsigt til Båring Vig. Boligen er omkredset af skov og marker med et rigt dyreliv.
Huset er opført i eksklusive materialer med en venlig og moderne indretning med opholdsstue, køkken, depotrum, 2 værelser, et badeværelse og et gæstetoilet, samt et påklædningsrum med skabe. Boligen er udstyret med en moderne brændeovn i opholdsstuen og forsynet med 2 varmeblæsere (luft til luft), og har gulvvarme på badeværelse. Køkkenet er udstyret med mikroovn, opvaskemaskine, vaskemaskine, ovn og keramisk kogeplade. Desuden er huset møbleret og tilsluttet bredbånd.
Fra stuen er der udgang til en åben terrasse, hvor man om aftenen kan nyde stilheden og den specielle stemning med spotbelyste træer i skovkanten og havudsigt til Båring Vig. Huset er forsynet med udendørsbelysning ved parkeringsarealet.
Der er direkte adgang til stranden ad skovvej.
Stedet er ideelt for personer med interesse for fugle, dyreliv og fiskeri, samt for personer der ønsker ro og fordybelse i fritiden.
Man kan ikke have folkeregister på adressen, idet det er et fritidshus.
Der kan aftales en uforpligtende fremvisning.