Lad os starte med husets placering:
Huset er på en børnevenlig stillevej, 50 meter fra Rema 1000 og 10 min gang fra Rødovre Centrum. Det er et meget trygt kvarter, med venlige og hjælpsomme naboer, og børn i alle aldre.
I forhaven er der plads til to biler i forlængelse af hinanden, en stor nedgravet Berg trampolin og et hyggeligt grønt opholdsområde med æble- og figentræer. Der er cykelparkering med og uden overdækning.
På den ene side af huset har du masser af opbevaring i skure og på den anden side et langt højbed. I baghaven er der gynger, sandkasse, legehus, samt et stort 15 m2 orangerie. I hjørnet af haven er en bålplads, til aftenhygge. I baghaven er også en møbleret terasse, hvor der er direkte udgang fra køkkenet i huset.
Ved husets hoveddør er en meget stor delvist overdækket terasse. Der er både grill og møbler til ægte sommerhygge. Den overdækkede terasse betyder også at hoveddøren er mindre udsat, og man kan fx placere våde gummistøvler derude, i læ for regnen.
Nu til selve huset. Huset er i 3 etager. Førstesalen består af en repos med sofa og TV, 3 værelser, samt et stort badeværelse med kæmpe badekar.
I stueetagen ses en rummelig entre, med masser af opbevaringsplads både i reoler, under den lille trappe som fører til husets 4 værelse og trappeopgang til 1 sal. I trappeopgangen er der indbygget skabsplads under trappen.
I stuetagen er ydermere endnu et badeværelse og et stort køkken alrum. Køkkenet har masser af bordplads, XL opvaskemaskine, og direkte udgang til baghaven. I forlængelse af køkkenet er et stort spiseområde med bord af massivt træ, skabe til opbavaring, efterfulgt af en stor lys stue med chaiselongsofa, med udgang til forhaven.
I kælderen har du ligeledes god opbevaringsplads, samt et vaskerum. Da kælderen er velventileret og varm, kan du sagtens hænge tøj til tørre dernede.