Godt indrettet, dejlig, lille lejlighed beliggende i roligt kvarter med altan
Denne hyggelige lejlighed er centralt beliggende i Slagelse i et roligt kvarter og indeholder entré, køkken, badeværelse, stue og soveværelse.
Lejligheden fremstår med nymalede vægge og lofter samt flotte parketgulve. Køkkenet er velindrettet og lyst med hvide elementer samt udsigt til den hyggelige, lukkede gårdhave. Der er indbygningsovn, keramisk kogeplade og køle-/fryseskab i lejemålet samt mulighed for installation af egen opvaskemaskine.
Badeværelset er udført med lyse fliser på gulv og i brusenichen og er desuden udstyret med gulvvarme. Her er der ligeledes plads til installation af egen vaskemaskine og tørretumbler.
Stuen har et dejligt lysindfald og giver gode indretningsmuligheder med plads til både sofa- og spiseafdeling.
Fra det vinklede soveværelse er der adgang til altanen, hvor de lune aftener kan nydes. Altanen vender mod baggården, hvilket giver mulighed for at sidde ugeneret og afskærmet fra gaden.
Ejendommen er udstyret med dørtelefon, og der medfølger kælderrum til lejligheden samt adgang til cykelskur i den fælles, lukkede gårdhave.