Dejlig toværelses lejlighed med en lys indretning og en velfungerende planløsning - det er lige præcis, hvad du får her på Præstestræde midt i Næstved.
Lejligheden ligger på tredje sal i en klassisk rødstensbygning fra 1937, og takket være den høje placering kan du skue langt ud over byens hustage og trætoppe. Det har naturligvis også betydning for lysindfaldet, for der er ingen skyggende naboejendomme.
Planløsningen er virkelig velfungerende. Fra entréen er der adgang til alle rum, hvilket gør det til en oplagt delelejlighed. Du kan naturligvis også indtage kvadratmeterne på klassisk vis og indrette de to værelser som en stue og et sovegemak - eventuelt i parløb med en kæreste. I begge værelser er der en indbydende atmosfære takket være de store vinduer, de pæne plankegulve og de hvide vægge. Et af lejlighedens charmetræk er derudover det skakternede gulv, du finder i køkkenet. Her er som en smart tilføjelse et lille disponibelt rum, hvor der lige kan stå et køleskab eller opsættes nogle spisekammerhylder - det giver lige lidt ekstra frie kvadratmeter i selve køkkenet. Sidst, men ikke mindst, er der badeværelset, som er pænt indrettet med hvidt interiør og en bruseniche for enden af rummet.
Er køleskabet ved at være tømt, er der blot 125 meter til nærmeste supermarked. Lejligheden ligger så centralt, at der ovenikøbet er særdeles kort gåafstand til Næstveds hyggelige handelsgader med småbutikker og spisesteder foruden den lokale biograf på Fabriksvej. Og som prikken over i\'et er det nemt at spadsere ned til Susåen eller at tage på udflugt i Herlufsholmskovens grønne omgivelser.
Udover den oplyste leje og aconto opkræves 100 kr. til fælles vaskeri.
Lyder det som noget for dig?
Skriv lidt om dig selv og hvorfor du søger bolig.