Er beliggenheden afgørende for dig, så har du nu muligheden for at leje Aarhus’ måske mest centralt beliggende 2-værelses lejlighed, der allerede er indflytningsklar.
Lejligheden, der er på hele 76 veldisponerede m2, ligger i en ikonisk hjørneejendom fra 1875, der er totalrenoveret i 1993 med tilføjelse af svalegange og elevator efter tegninger af C. F. Møllers Tegnestue. Her er der kun et par hundrede meter til Aarhus Banegård, Bruuns Galleri, Rådhuset, Musikhuset, Aros, butikkerne på Strøget, caféerne på Jægergårdsgade etc. Mere centralt bliver det ikke.
Lejligheden ligger i stueplan med adgang til egen lille terrasse fra stuens dobbeltdøre og med udsigt til den unikke og særdeles hyggelige gårdhave med velplejet græsplæne og smukke træer og borde-/bænkesæt.
Gårdhaven er som en fredfyldt oase lige midt i Aarhus centrum. Svalegangen bruges af beboerne som terrasse med blomsterkummer, borde, stole, gasgrill m.v.
Fra gårdens haveanlæg er der en lille sti til entrédøren, der er beskyttet mod vind og vejr af den overliggende svalegang.
Lejligheden har en meget rummelig entré med separat afdeling med indbygget garderobeskab, og fra entréen er der adgang til et stort og helt nyrenoveret badeværelse med vaske-/tørremaskine samt alt nyt i sanitet (nyt toilet, nye blandingsbatterier, ny bruser, nyt spejlskab etc.).
Fra entréen kan man også gå ind i et meget stort soveværelse / arbejdsværelse med indbyggede skabe og vinduer med godt lysindfald.
Her er der mulighed for en spændende indretning.
Og til den modsatte side er der fra entréen adgang til et stort køkken-alrum med stue, hvorfra der er dobbeltdøre til egen lille terrasse.
Køkkenet er veldisponeret, og der er plads til et lille spisebord i selve køkkenet.
Der er godt lysindfald fra dobbeltdørene og vinduet mod gården.
Lejligheden er nyistandsat med nymalede vægge og lofter og fremstår med flotte ny-lakerede egetræsgulve i alle rum. Lejligheden har nyt komfur, nyt køleskab, ny opvaskemaskine og ny vaske-/tørremaskine.
Lejligheden er ideel til et par eller som luksuriøs egoistlejlighed.
Der hører et stort, tørt og gennem-ventileret kælderrum til lejligheden, ligesom der er cykelskur i gården.
Der er mulighed for parkering i gården mod betaling til ejerforeningen. Ventelisten er kort.
Udlejer er formand for ejerforeningen i ejendommen, der er meget veldrevet, og der er en vicevært, der servicerer lejlighederne og sørger for, at udendørsarealerne altid fremstår pæne og indbydende. Der hersker en god stemning og et godt fællesskab mellem beboerne i ejendommen.
Dette er en lejlighed, der SKAL opleves...