Gode grunde til at få en røgalarm

Røgalarm

Hver time døgnet rundt, opstår der brand i en bolig og seks personer mister hver måned livet ved en boligbrand. Fire ud af fem af de omkomne havde ingen røgalarm.

Den 1. december, er der igen fælles nordisk røgalarmdag, hvor alle de nordiske lande sammen sætter fokus på brandsikkerheden. Formålet er at få flere til at installere den røgalarm, der endnu ikke findes i godt 600.000 danske hjem. Og det er der god grund til.

Formålet med en røgalarm

For mere end 6.000 gange om året rykker brandvæsenerne ud til boligbrande og mere end 2.000 gange årligt, kommer mennesker alvorligt til skade i disse brande. I omkring 70 tilfælde resulterer boligbrande i dødsfald. Det viser tal fra BrandBevægelsen – og de skal tages meget alvorligt, mener BoligPortal.dk, der efterspørger mere fokus på området.

”Det er et meget alvorligt emne, som i mine øjne får alt for lidt opmærksomhed. Heldigvis ser vi en positiv udvikling og et faldende antal dødsbrande, men over 60 omkomne ved boligbrande om året er stadig et meget højt tal. Og så er der alle de materielle skader oveni. En boligbrand kan få store konsekvenser både praktisk, kontant og følelsesmæssigt – og i det store billede også samfundsøkonomisk”, siger Henrik Løvig, adm. direktør i BoligPortal.dk.

Tal fra Beredskabsstyrelsen viser, at der i gennemsnit er omkommet 77 personer ved dødsbrande om året i de sidste ti år. De sidste to år har tallet dog været henholdsvis 64 i 2011, 66 i 2012 og 70 i 2013, hvilket er de laveste tal siden 1990.

Røgalarmer og selvslukkende cigaretter

De lavere tal skyldes primært røgalarmer og selvslukkende cigaretter, vurderer Peter Hofman-Bang, overingeniør og daglig leder af BrandBevægelsen. BrandBevægelsen er et netværkssamarbejde, der har til formål at gøre Danmark mere brandsikkert, blandt andet ved at gøre den enkelte borger bedre til at forebygge og håndtere brand.

”Røgalarmer er blevet mere udbredte i danske hjem og findes nu i 76 procent af alle danske hjem. Mere end fire ud af fem af dem, der omkommer i en boligbrand, har ikke røgalarm, så det er meget positivt, at flere og flere kan se vigtigheden af røgalarmer”, siger Peter Hofman-Bang til BoligPortal.dk og fortsætter:

”Mere end halvdelen af alle dødsbrande starter på grund af uforsigtig rygning, og derfor er selvslukkende cigaretter, der går ud i stedet for at brænde videre, hvis man ikke ryger på dem, en rigtig god ting. Jeg mener, at de alene vil redde op mod ti liv om året”.

Politisk fokus på brandsikkerhed

Han glæder sig over, at der ligeledes nu ser ud til at komme den politiske opmærksomhed på brandsikkerhed i boliger, som blandt andet Henrik Løvig også efterspørger.

”Det er blevet vedtaget i Folketinget, at der i 2014 skal laves en national strategi og handlingsplan for brandsikkerhed. En tilsvarende strategi inden for for eksempel trafiksikkerhed har haft enormt positiv effekt, så jeg håber meget, vi får en god og klar handlingsplan”, siger Peter Hofman-Bang.

BrandBevægelsens 10 gode råd til brandsikkerhed med røgalarm

  • Placer mindst én røgalarm på hver etage og helst én i hvert soverum.
  • Test alle røgalarmer en gang om måneden.
  • En gryde, der koger tør, kan antænde en brand.
  • Brand i olie og fedt slukkes bedst ved at komme låg eller et brandtæppe over ilden. Brug aldrig vand, for så ’eksploderer’ det hele op i hovedet på dig.
  • Forlad aldrig levende lys eller tændte cigaretter.
  • Den person, der tænder levende lys, har ansvaret for at slukke dem igen.
  • Ryg aldrig i sengen.
  • Sørg for, at lamper og andre el-apparater kan komme af med varmen og ikke er for tæt på noget, der kan brænde.
  • Før det brænder: aftal med alle, hvordan I skal komme ud ved brand i boligen.
  • Hvis det brænder, så luk døren mellem dig og branden – gå aldrig ud i en røgfyldt trappeopgang.

 

Fakta om boligbrande

  • Brandvæsenerne rykker ud til cirka 6.000 boligbrande hvert år.
  • Omkring 2.000 danskere skades hvert år ved brand.
  • Til og med oktober er der i 2013 omkommet 55 personer i boligbrande.
  • I gennemsnit dør 77 danskere hvert år i boligbrand.
  • 82 procent af de omkomne havde ingen røgalarm.

Der er derfor gode grunde og argumenter for, hvorfor en røgalarm er vigtig i din bolig. Du kan skåne dig og andre for at komme ud for skader, hvis tilfældet skulle være ude. Boligbrand skal tages alvorligt, og kilderne til fakta-informationerne, kan findes i BrandBevægelsens lille bog om brandsikkerhed.