Regler for genhusning ved renovering

Genhusning

I dette blogindlæg gennemgår vi, hvad genhusning er og herunder hvad du skal være opmærksom på, når du skal genhuses og hvilke regler, der er for genhusning ved renovering. Vi håber, at det kan være med til at gøre processen så overskuelig for dig som mulig. God læselyst.

Hvad er genhusning?

Helt kort betyder genhusning, at du skal bo et andet sted end i din nuværende bolig. Der kan være flere årsager til genhusning ved renovering, men det vil typisk være aktuelt, hvis boligen bedømmes ubeboelig eksempelvis som følge af vand- eller brandskade og boligen derfor skal renoveres. Når du skal genhuses kan det enten være midlertidigt eller permanent. Det uddyber vi nedenfor.

Midlertidig genhusning

Man taler typisk om midlertidig genhusning, når renoveringen tager mindre end 12 måneder. Du flytter fra din nuværende bolig og ind i en midlertidig genhusningsbolig. Her er der altså tale om, at du i en kortere periode “låner” en anden bolig, mens din egen sættes i stand. Det betyder også, at din nuværende lejekontrakt fortsat vil være gældende, både mens du bor i den midlertidige bolig, og når du flytter tilbage til den oprindelige.

Permanent genhusning

Du har derimod ret til permanent genhusning, hvis renoveringen forventes at overstige en periode på 12 måneder. Permanent genhusning vil sige, at du ikke kommer tilbage til din gamle bolig, men bliver tilbudt en ny. Denne form for genhusning gør sig typisk gældende, hvis den bygning, din bolig ligger i, skal rives ned. Hvis du får at vide, at du skal genhuses permanent, bliver du i modsætning til midlertidig genhusning opsagt af udlejer. Det betyder, at I skal indgå en ny lejekontrakt, som vil blive gældende til den nye bolig.

Forskellen på genhusning ved en almen bolig og øvrige boliger

Der foreligger kun konkrete lovregler om genhusning i almenlejeloven. Det vil sige, at de regler for genhusning ved renovering, som gennemgås i dette blogindlæg, primært finder anvendelse for almene boliger. Alle råd og anbefalinger i denne artikel kan dog selvfølgelig bruges uanset din genhusningssituation, og hvilken bolig du har boet i.

Reglerne for genhusning ved private lejeboliger er ikke lige så skrappe som for almene boliger. Det betyder dog ikke, at du er helt uden lovhjemmel, hvis du står i et ubeboeligt privat lejemål. Som udgangspunkt har du ret til at blive genhuset ved renovering uanset hvilken boligtype, du bor i. Der hvor boliger, der ikke er omfattet af almenlejeloven, adskiller sig, er, at du ikke kan stille lige så store krav til genhusningsboligen.

De krav du kan stille til en genhusningsbolig under almenlejelovens regler, kan du læse mere om længere nede i artiklen.

Indskud, husleje og forbrug ved genhusning

Når du skal genhuses midlertidigt, fortsætter du med at betale din nuværende husleje. Hvis huslejen i den midlertidige genhusningsbolig er dyrere, skal udlejer dække differencen. Hvis huslejen derimod er lavere, får du en reduktion på differencen.

Du skal ikke betale forbrug i din bolig mens den renoveres, men du skal til gengæld betale forbrug i genhusningsboligen. Du skal heller ikke betale indskud i en midlertidig genhusningsbolig, men udlejer kan opkræve penge, hvis du misligholder boligen.

Hvad sker der med min boligstøtte, når jeg skal genhuses?

Hvis du modtager boligstøtte i din nuværende bolig, vil du stadig modtage det i den periode, du skal genhuses, såfremt det er midlertidigt. Hvis du skal tilbage til præcis samme bolig, bliver din boligstøtte udbetalt som den plejer, og du behøver ikke at foretage dig noget.

Hvis du skal genhuses permanent eller flytter til en anden bolig efter renoveringen, skal du søge om boligstøtte på ny. Her skal du både søge boligstøtte til den midlertidige genhusningsbolig og igen til den nye bolig.

Hvilke praktiske ting skal jeg huske, når jeg skal genhuses?

I forbindelse med en genhusning ved renovering er der nogle praktiske ting, du bør have styr på. Skal du for eksempel skifte adresse? Hvem betaler flytteudgifterne? Og hvilke forsikringer er du dækket af? Det svarer vi på herunder.

Post- og adresseændring ved genhusning

Du skal ikke melde flytning til folkeregisteret, hvis du skal genhuses midlertidigt. Du er stadig lejer i din oprindelige bolig. Derfor er det kun nødvendigt at ændre folkeregisteradresse, hvis du skal genhuses permanent. Du skal til gengæld informere dit forsikringsselskab om adresseændring – både ved midlertidig og permanent genhusning.

Det er ikke længere muligt at melde midlertidig adresseændring til PostNord, da de kun bruger oplysninger om adresser fra CPR-registeret (din folkeregisteradresse). Du kan dog stadig modtage post på din midlertidige adresse. Du skal blot sørge for, at posten adresseres direkte til den adresse, du gerne vil modtage den på.

Flytning i forbindelse med genhusning

Du har ret til flyttehjælp, når du skal genhuses. Det gælder uanset om det er midlertidigt eller permanent. Det vil sige, at du kan få hjælp til både nedpakning, flytning og udpakning af dine ting i forbindelse med genhusningen.

Hvis du skal genhuses midlertidigt, kan du både få hjælp, når du skal flytte til din genhusningsbolig, og når du skal flytte tilbage til din egen bolig igen. Hvis du skal genhuses permanent, får du dækket rimelige og dokumenterede flytteudgifter. Husk derfor at dokumentere alle udgifter i forbindelse med fraflytningen, så du kan få dem dækket af udlejer.

Hvilke forsikringer gælder i forbindelse med genhusning?

Som beskrevet tidligere er det vigtigt, at du giver dit forsikringsselskab besked om, at du skal genhuses midlertidigt og i hvilken periode. Hvis du i den forbindelse opmagasinerer noget af dit indbo, skal du også give dem besked herom, ellers kan du risikere, at forsikringen ikke dækker det.

Hvis du ikke har en indboforsikring, er dine ting naturligvis ikke dækket, og du kan ikke få erstatning, hvis det bliver stjålet eller pådrager sig skader i forbindelse med flytningen. Under selve flytningen er det flyttefirmaets forsikring, der dækker, hvis der opstår skader på dit indbo.

Hvis du ikke har en forsikring, kan hele genhusningssituationen være unødig svær at stå i. Især hvis udlejer heller ikke har en forsikring. Det er selvsagt udlejers ansvar at genhuse dig, men der opstår ofte konflikter, når udlejer ikke har en forsikring, der dækker. Du kan sikre dig selv mod sådanne problematikker ved at sørge for, at du har en forsikring, der hjælper dig.

Kan jeg selv vælge bolig til genhusning?

Ja, du kan i udgangspunktet godt selv finde en bolig til genhusning. Dog er der regler for, hvad genhusningsboligen skal opfylde, både hvis du selv finder den lige så vel som hvis du skal have en tilbudt af udlejer. Hvor stor skal den for eksempel være, og hvor skal den ligge henne? Det finder du svar på herunder.

Krav til en genhusningsbolig

Du har i forbindelse med genhusning ved renovering mulighed for at stille krav til genhusningsboligen. Det skal dog være inden for rimelighedens grænser. Det vil sige, at du kan stille krav til genhusningsboligen såsom, at den skal være af passende størrelse*, beliggenhed** og kvalitet og med passende udstyr. Hvis du for eksempel har en vaskemaskine i din oprindelige bolig, kan du også kræve, at der er det i genhusningsboligen.

*Passende størrelse = genhusningsboligen skal have minimum samme antal rum som i den oprindelige bolig eller et rum mere end antallet af medlemmer i husstanden.

**Passende beliggenhed = genhusningsboligen skal ligge i samme område i samme kommune medmindre du indgår en særlig aftale med udlejer om genhusning i en anden kommune.

Hvis du selv kan skaffe en genhusningsbolig

Du har som udgangspunkt mulighed for selv at finde en ny bolig til permanent genhusning. I den situation gælder de samme vilkår for dig, som du i ovenstående kunne stille til udlejer.

Ved midlertidig genhusning har du også mulighed for selv at finde et sted at bo, men her er der flere muligheder, da det netop er midlertidigt. Det betyder, at du kan være i et sommerhus, hos venner og familie eller tage ud at rejse i genhusningsperioden. Hvis du bor i en almen lejebolig kan du inden for visse rammer få godtgørelse herfor.

Vi håber, at vi har gjort dig klogere på reglerne for genhusning ved renovering, og at du føler dig godt klædt på til enten en midlertidig eller permanent genhusning. Hvis du selv vil skaffe en bolig til genhusning, så husk, at vi på BoligPortal har Danmarks største udvalg af ledige lejeboliger. Held og lykke.

Hvad er genhusning?

Genhusning betyder, at du skal bo et andet sted end i din nuværende bolig. Der kan være flere årsager til genhusning ved renovering, men det vil typisk blive aktuelt, hvis boligen bedømmes ubeboelig som følge af vand- eller brandskade. Når du skal genhuses kan det enten være midlertidigt eller permanent. Betydning heraf uddybes i artiklen.

Hvad er vigtigt at vide, når jeg skal genhuses?

Der er mange ting at være opmærksom på, når du skal genhuses. Du skal både have styr på reglerne for indskud, husleje og forbrug, hvornår du skal ændre adresse, om du kan få dækket dine flytteudgifter, og hvilke forsikringer, du er dækket af. Find svaret på alt dette i artiklen, hvor vi guider dig igennem de vigtigste regler i forbindelse med genhusning.