Hvad er udlejers rettigheder?

Udlejers rettigheder

Når du som udlejer indgår en lejeaftale med lejer, er det er vigtigt, at du kender dine rettigheder, for at undgå misforståelser i lejeperioden. Når du ved, hvad du må og ikke må, er det langt nemmere at undgå en sag ved Huslejenævnet og Boligretten. 

Må udlejer få adgang til lejemålet i lejeperioden? 

Nej, udlejer må som udgangspunkt ikke få adgang til lejemålet i lejeperioden, medmindre der er tale om en uopsættelig skade eller fare, der skal afværges. 

Lejer må derfor ikke nægte sin udlejer adgang ved de særlige tilfælde, hvor udlejer har brug for at lave reparationer i lejemålet på eksempelvis et sprængt vandrør, der kan ødelægge lejemålet. Lejer ifalder derfor et straffeansvar, hvis han eller hun nægter dig, sin udlejer, adgang til boligen. 

Må udlejer renovere lejemålet i lejeperioden?

Ja, udlejer må gerne foretage renoveringer af lejemålet i lejeperioden, men du skal som udlejer overholde lejelovens tidsfrister for varsling af dette. 

Hvis arbejdet er uden væsentlig ulempe for lejer, er tidsfristen 1,5 måned før igangsættelse af arbejdet, mens der for større og mere krævende renoveringer er et krav om 3 måneders varsel. 

Hvis der er tale om gennemgribende renovering af hele eller store dele af lejemålet, har du som udlejer herudover pligt til at stille en anden lejebolig til rådighed for din lejer.   

Må udlejer fremvise lejemålet til nye lejere? 

Ja, udlejer må ifølge lejeloven gerne kræve, at eventuelle nye lejere kan komme til fremvisning, når den gamle lejer har opsagt lejemålet. Lejer skal give sin udlejer adgang til lejemålet mindst to timer hver anden hverdag på et tidspunkt, der er passende for en besigtigelse. 

Hvis lejer ikke ønsker at være hjemme under fremvisningen, skal du som udlejer eller en repræsentant møde op i stedet. Hvis lejer uberettiget nægter dig adgang til fremvisning af lejemålet, kan du som udlejer ophæve lejekontrakten

Kan udlejer nægte lejer, at udleje via Airbnb? 

Ja, udlejer kan nægte lejer at udleje via airbnb. Som udlejer kan du dog i kontraktens § 11 give samtykke til at lejer gerne må udleje via Airbnb. 

Hvis lejer fortsætter Airbnb-udlejningen på trods af, at du som udlejer ikke har givet dit samtykke til det, skal du sende en skriftlig klage til lejer. Hvis lejer fortsætter den ulovlige udlejning via Airbnb trods gentagne advarsler, kan du som udlejer ophæve lejeaftalen. 

Må udlejer opsige lejer?

Ja,  som udlejer må du gerne opsige lejer, hvis lejelovens opsigelsesvarsler er overholdt og der er en saglig årsag til opsigelsen. Som udlejer har du altså ikke en ubetinget ret til opsigelse af lejer og lejemål

En saglig årsag til, at udlejer opsiger lejer er for eksempel, at du som udlejer selv ønsker at flytte ind i lejemålet. Hvis det er tilfældet, kan du som udlejer opsige lejer med et opsigelsesvarsel på 12 måneder. 

Det samme gælder, hvis du sælger lejemålet i lejeperioden. Køberne af lejemålet får de eksisterende lejere med i købet og bliver dermed de nye udlejere. Køberne kan herefter opsige lejemålet med en frist på 12 måneder, hvis lejemålet er købt med henblik på, at de nye ejere ikke ønsker at fortsætte med at være udlejere, men derimod selv ønsker at bo i lejemålet. 

Må udlejer ophæve lejeaftalen med lejer øjeblikkeligt?

Ja, du må som udlejer gerne ophæve lejeaftalen, hvis lejer har misligholdt sine forpligtelser i henhold til lejekontrakten. Det kan eksempelvis være i tilfælde af, at lejer ikke betaler husleje, at lejer uberettiget udlejer via Airbnb eller at lejer nægter sin udlejer adgang til lejemålet i berettigede situationer.

Ophævelse af en lejekontrakt betyder, modsat en opsigelse, at lejer skal fraflytte lejemålet øjeblikkeligt uden et forudgående opsigelsesvarsel. Sådan en situation kræver dog, at lejer har lavet en grov overtrædelse og at der er sendt en eller flere forudgående advarsler. 

Tak, fordi du læste med. Vi håber, at du er blevet klogere på dine rettigheder som udlejer og at du nu er klar til at udleje din bolig.