Lejer betaler ikke husleje: Hvad gør du?

Lejer betaler ikke husleje - BoligPortal

Indimellem kan man som udlejer opleve, at lejer ikke betaler husleje – enten ikke til tiden eller slet ikke. For at undgå dette, vil lejere ofte opleve, at udlejer skriver i lejekontraktens paragraf 11, at lejer skal tilmelde den månedlige huslejebetaling til betalingsservice.

Men hvad gør du som udlejer, hvis lejer gentagende gange betaler for sent? Og hvad kan lejer gøre, hvis det ikke er muligt at betale til tiden? Det svarer vi på herunder.

Manglende betaling af husleje – eller andre betalinger

Der er flere forskellige betalinger fra lejer til udlejer, som af forskellige årsager kan glippe. Det er ikke altid intenderet fra lejers side, at en betaling udebliver, og hvis lejer én enkelt gang betaler for sent, gør udlejer sjældent en stor ting ud af det.

Som lejer er det dog altid en god idé at tilmelde sin månedlige husleje til betalingsservice eller gemme den som en standardoverførsel til d. 1. i hver måned. På den måde sikres det, at lejer ikke betaler for sent, da det helt automatisk sker rettidigt.

Et problem med en standardoverførsel via lejers bank kan dog opstå, hvis der sker ændringer i beløbet. Betaling via overførsel i en bank opdateres nemlig ikke automatisk, ligesom den gør på betalingsservice. Derfor skal lejer være særligt opmærksom, hvis huslejen reguleres d. 1. januar, eller der varsles andre stigninger – f.eks. i månedlig aconto. Det er nemlig lejers eget ansvar at gå ind og ændre overførslen, så den stemmer overens med den nye betaling.

For sent betalt husleje

Har lejer ikke tilmeldt sin månedlige huslejebetaling til betalingsservice eller som standardoverførsel i sin bank, er der større risiko for, at betalingsdagen glipper, og betalingen indtræder et par dage for sent.

For de fleste udlejere er det ikke et problem, så længe betalingen indtræder inden for et par dage – og mange større udlejere tjekker muligvis ikke alle huslejebetalinger d. 1. i en måned. 

Lejer skal dog være klar over, at for sen betaling af husleje kan give forstyrrelser i lejeforholdet og stille lejer i et dårligt lys overfor udlejer. Her kan du, som udlejer, benytte din mulighed for digital kommunikation til at påminde lejer om betaling via SMS eller email. Det er dog værd at bemærke, at for sen betaling af husleje kan give udlejer de samme muligheder, som hvis lejer slet ikke betaler. 

Lejer betaler ikke husleje i opsigelsesperioden

Nogle udlejere vælger at opkræve forudbetalt leje sammen med depositum, når lejer flytter ind i lejemålet. Denne forudbetalte leje dækker over leje i opsigelsesperioden, og derfor skal lejer ikke betale leje i opsigelsesperioden, når der er betalt forudbetalt leje.

Opkræver du, som udlejer, ikke forudbetalt leje ved indflytning, hæfter lejer for husleje i hele opsigelsesperioden. Lejer har dog også krav på, at du opfylder din genudlejningspligt, hvis dette er lejers ønske. Det betyder, at lejer kan meddele dig, at lejemålet må lejes ud, inden opsigelsesperiodens udløb, fordi lejer kan flytte med øjeblikkeligt varsel. Hvis det er muligt for dig at leje boligen ud, er det den nye lejer, der skal betale husleje, og den fraflyttende lejer skal således ikke betale husleje i opsigelsesperioden.

Det sker dog, at lejer bliver forvirret over den forudbetalte leje, da det ikke er noget, der betales i alle lejeboliger. Samtidig kan det måske være svært at huske, om man har betalt forudbetalt leje ved indflytning, og vi opfordrer derfor altid lejer til at tjekke dette, inden der stoppes med at betale husleje.

Det betyder altså også, at det ikke nødvendigvis er en bevidst fejl, hvis lejer ikke betaler leje i opsigelsesperioden. I denne situation vil lejeforhold desuden være slut, hvorfor du ikke kan smide lejer ud pga. den manglende betaling.

Ophævelse af lejemål ved manglende betaling

Som beskrevet er der forskellige scenarier, hvor lejer enten betaler for sent, betaler for lidt eller slet ikke betaler husleje eller øvrige betalinger.

Hvis lejer ikke betaler husleje eller betaler for lidt, skal du, som udlejer, først og fremmest sende påkrav til lejer om betaling. Dette kan du gøre, når den fulde betaling ikke er sket rettidigt, men inden lejer har betalt det fulde beløb. Det er derfor vigtigt, at du holder øje og sender påkrav med det samme, hvis lejer betaler for sent.

Når du sender påkrav til lejer om betaling, skal lejer have en frist på 14 dage for at betale. Derudover er det vigtigt at gøre det klart for lejer, at manglende betaling vil resultere i ophævelse af lejemålet. Din ret til at ophæve lejemålet med øjeblikkelig virkning følger nemlig af lejekontrakten, da manglende eller for sen betaling vil ses som misligholdelse af lejekontraktens §3.

Betaler lejer ikke inden for fristen på 14 dage, har du ret til at ophæve lejemålet dagen efter fristens udløb.

Flytter lejer ikke på trods af ophævelsen, skal du indbringe sagen for fogedretten med henblik på udsættelse af lejer. Derudover kan fogedretten hjælpe dig med at føre en inkassosag mod lejer.

Hvad gør man, hvis man ikke kan betale husleje?

Nogle gange kan lejer stå i en situation, hvor der ikke er penge til at betale husleje d. 1. i måneden – enten en enkelt måned eller flere. Dette kan skyldes forskudte lønperioder eller lignende. Det er en rigtig uheldig situation, og lejer har desværre ikke krav på forståelse fra sin udlejer ifm. forsinket betaling.

I denne situation kan lejer eventuelt kontakte sin udlejer omkring problemstillingen inden betalingsdatoen og forklare situationen samt informere om, hvornår betalingen vil finde sted.

Nogle udlejere vil være forstående over for reelle problemer og vil derfor se igennem fingre med, at betalingen sker senere end aftalt. Ved at kontakte udlejer, kan lejer derfor øge chancen for at undgå et påkrav om betaling, som efterfølgende kan danne grund for, at udlejer kan ophæve lejemålet. Som sagt har lejer dog ikke krav på udlejers forståelse og må derfor også være klar på at acceptere et påkrav, når betalingsfristen er overskredet.