Når du flytter
Du skal melde flytning til din nye bopælskommune straks efter flytning, også selvom du flytter indenfor én kommune. Dette kan du gøre ved at møde personligt op på kommunekontoret eller online via Borgerservice.
Du skal desuden angive ny adresse til Post Danmark. Det kan være en fordel at melde flytning så snart du har modtaget en underskrevet lejekontrakt (inden selve indflytningen), så du modtager din post på den nye adresse rettidigt. Du kan hente en flyttepakke på posthuset eller bestille den på Post Danmarks hjemmeside.
Flytter du hjemmefra?
Når du bor til leje, er du ikke dækket af din udlejers indbo-forsikring. Det kan således være en god sikkerhed at anskaffe sig én selv. Flere forsikringsselskaber har særlige indbo-forsikringer til studerende. Hvis du er under 21 år, kan du evt. være dækket af dine forældres indbo-forsikring, selvom du er flyttet hjemmefra. Det fremgår af deres police.
|