Få ekstra kvadratmeter til færre penge i København |
| 18.08.10 |
Boligpriserne i København er de højeste i Danmark, men det er muligt at få ekstra, billige kvadratmeter. De ekstra kvadratmeter gemmer sig i kældrene, viser ny opgørelse fra Boligportal.dk.
Hvis du vil bo i hovedstadsområdet, skal du forvente, at boligpriserne er højere end i resten af landet, da du får færre kvadratmeter for samme pris. I Danmarks dyreste kommune er den gennemsnitlige kvadratmeterpris 44.248 kr., mens den i Nordfyns Kommune er 9.381 kr.
Som boligkøber har du mulighed for at få nogle ekstra kvadratmeter for pengene, hvis du også kigger på boliger med kælder.
- Oftest er kældre ikke godkendte til beboelse, så kvadratmeterprisen på et hus inkluderer ikke kælderens kvadratmeter. På den måde får et hus med en fuld kælder nogle ekstra gode kvadratmeter. En kælder kan være meget anvendelig. Den kan fx bruges til opbevaring, vaskefaciliteter, værksted og lignende, siger Henrik Løvig, adm. direktør i Boligportal.dk.
Hvis husets kælder ikke er godkendt til beboelse, kan du få den godkendt, hvis kælderen opfylder en række krav. Til gengæld stiger ejendomsværdiskatten, men boligens markedsværdi vil normalt også vokse.
For at en kælder kan godkendes til beboelse kræves det blandt andet, at den ene kælderydervæg skal være fri, således at gulvet er på niveau eller over det omgivne terræn. Dertil skal der være et vindue i alle rum, en flugtvej af en vis størrelse og endelig, skal der være et godt og sundt indeklima.
Hovedstadsområdet dominerer top 10 over boliger med kældre
- Tallene viser, at boliger med store kældre skal findes i den dyreste del af landet. Danmarks dyreste kommune, Gentofte, topper listen over boliger med store kældre efterfulgt af Frederiksberg og Greve. Gentofte har hele 282 boliger med kældre til salg, og kældrene er i gennemsnit næsten 100 kvadratmeter store, siger Henrik Løvig, adm. direktør i Boligportal.dk.
Til sammenligning er kældrene i et af landets billigste områder, Nordfyns Kommune, blot 34 kvadratmeter i gennemsnit. Her er der lige nu 86 boliger med kældre til salg.
På top 10 listen over boliger med ekstra kvadratmeter i kælderen er 9 ud af 10 kommuner placeret omkring København. Jylland er kun repræsenteret med Vejle på en femteplads. Til gengæld er der flest boliger med en kælder i Vejle, hvor der er hele 303 boliger på markedet.
Flere oplysninger: Henrik Løvig, Boligportal.dk, telefon: 61 79 94 31
Top ti over kommuner med salgsboliger med kælder
| Nr. |
Kommune |
Kælder m2 |
Boliger til salg |
| 1 |
Gentofte
|
99,4 m2 |
282 |
| 2 |
Frederiksberg |
89,5 m2 |
14 |
| 3 |
Greve |
87,6 m2 |
51 |
| 4 |
Herlev |
79,8 m2 |
34 |
| 5 |
Vejle |
79,8 m2 |
303 |
| 6 |
Lyngby-Taarbæk |
79,8 m2 |
103 |
| 7 |
Holbæk |
79,1 m2 |
178 |
| 8 |
Ishøj |
78,9 m2 |
9 |
| 9 |
Solrød |
78,1 m2 |
26 |
| 10 |
Brøndby |
77,8 m2 |
11 |
Kilde: Boligportal.dk
Krav hvis kælderen skal godkendes til beboelse
• Den ene kælderydervæg skal være som en almindelig husfacade i forhold til terrænet. • Der skal være minimum 2,30 m fra gulv til loft
• Der skal være et vindue i hvert rum
• Der skal være en flugtvej, hvor åbningen skal være minimum 1,5 m x 1,5 m og ikke over 1,2 m over gulvet.
• Kælderen må ikke være kold og fugtig
• Der skal være et sundt indeklima
Kilde: Bygningsrelementet, BR08 |
|